Tilbage til oversigt
Talent

GOG forsvarer titlen: U17-drenge vinder EHF Youth Club Trophy for andet år i træk

Foto: EHF/Kolektiff

GOGs U17-drenge kan igen kalde sig Europas bedste.

I weekenden sikrede de unge talenter sig nemlig EHF Youth Club Trophy efter sejre over FC Barcelona i semifinalen og Füchse Berlin i finalen. Med finalesejren på 32-26 forsvarer GOG titlen og understreger endnu en gang klubbens position som et af Europas stærkeste talentudviklingsmiljøer.

For cheftræner Mikkel Voigt er triumfen mere end blot et trofæ.

“For GOG er det en vigtig turnering. Talentarbejdet er en stor del af vores DNA, og derfor betyder det også meget for os at kunne måle os med de bedste ungdomshold i Europa. Det er en turnering, vi ser meget frem til, fordi den giver os en mulighed for at se, hvor vi står internationalt og samtidig give spillerne dyrebar erfaring i, at være afsted med henblik på at præstere, siger cheftræner Mikkel Voigt.

Defensiven lagde fundamentet

GOG leverede en stærk weekend med to imponerende præstationer mod nogle af Europas største klubber. Særligt defensivt viste holdet et højt niveau gennem hele turneringen.

“I begge kampe viste spillerne virkelig tænder defensivt. Spillerne viste stor fleksibilitet og evne til at justere undervejs, og det var en afgørende faktor for vores succes i Køln, fortæller cheftræner Mikkel Voigt.

Semifinalen mod FC Barcelona blev et vigtigt fundament i turneringen.

“Kampen mod Barcelona var virkelig god. Der fandt vi en stor tro på hinanden, og endte et rigtig godt sted med stort fysisk og mentalt overskud. Den præstation tog vi med videre ind i finalen,” uddyber Mikkel Voigt.

Finalesejr mod Füchse Berlin

I finalen ventede Füchse Berlin, som sammen med GOG havde imponeret gennem turneringen. Men de gule talenter satte sig hurtigt på opgøret og leverede endnu en stærk indsats.

“Jeg vurderer, at det var de to stærkeste hold, som mødtes i finalen. Vores forsvars- og målvogterspil var virkelig godt, og vi fik brugt hele den værktøjskasse, vi har arbejdet med gennem sæsonen, rigtig godt. Vi lykkedes blandt andet rigtig godt med at få stoppet deres venstre back,” siger Mikkel Voigt og uddyber at det defensive arbejde blev en af nøglefaktorerne bag turneringssejren: “Sportsligt er jeg især stolt af vores forsvarsspil. Vi havde turneringens bedste forsvar, og det var fundamentet for vores weekend. Samtidig var der mange spillere, der leverede på et højt niveau gennem hele weekenden,” siger Mikkel Voigt.

En smagsprøve på den store scene

EHF Youth Club Trophy blev afviklet som en del af Machineseeker EHF Champions League Final4-weekenden i Köln, hvor de unge spillere fik mulighed for at opleve atmosfæren omkring en af verdens største håndboldbegivenheder.

Mikkel Voigt roser EHF for konceptet.

“EHF skal have stor ros for arrangementet. Det giver de unge spillere en smag på, hvordan et stort Champions League-event foregår. Det er en kæmpe oplevelse for dem og forhåbentlig noget, der kan inspirere dem til at drømme endnu større,” siger Mikkel Voigt.

Han håber samtidig, at turneringen kan være med til at sætte endnu større fokus på talentudvikling i europæisk håndbold.

“Ungdommen er en vigtig del af GOG, og det er noget, vi fortsat ønsker at prioritere højt. Forhåbentlig kan turneringen også være med til at skabe endnu mere fokus på talentarbejde rundt omkring i Europa.” afslutter Mikkel Voigt.

Med titelforsvaret i hus kan GOG endnu en gang rejse hjem fra den europæiske ungdomsscene med guldmedaljer om halsen – og med et stærkt bevis på, at fremtiden ser lys ud for de gule talenter.