Fra VM i frisørfaget til dragehoved – mød Laura bag GOG’s maskot
Foto: Casper Theilgaard
Til daglig arbejder Laura med hår, mode og kreativitet. Hun har netop vundet konkurrencen Global Artist of the Year ved VM i Paris. Men når GOG spiller hjemmekamp i Arena Svendborg, skifter hun frisørrollen ud med et stort dragehoved og spreder smil, highfives og gul energi blandt fansene.
Laura har succes med saksen i hånden og kreativiteten i centrum. Ved VM i Paris kulminerede arbejdet, da hun vandt Global Artist of the Year – en fotokonkurrence, hvor frisører indsender et billede af en model med en frisure, der afspejler forsiden af et modemagasin og viser deres bud på hårmoden i 2026.
Her handler det om at turde skille sig ud, skabe et stærkt visuelt udtryk og vise sin personlige fortolkning af tidens trends. Og det er en verden, hvor Laura er vant til at stå frem med sit arbejde.
Men når hun træder ind i Arena Svendborg på kampdag, er det en helt anden side af hende, publikum møder.
”Jeg elsker kontrasten mellem at være frisør og et ansigt udadtil i hverdagen og så stik modsat at kunne gemme mig i en maskot. Jeg bliver mere usynlig som person, men kan i stedet tage karakteren på,” fortæller Laura.
Et frirum midt i VM-forberedelserne
Maskotten har også været et frirum i en travl periode. I tiden op til VM i Paris brugte Laura dragerollen til at koble helt fra og få tankerne væk fra hår, konkurrencer og forberedelser.
Som drage er det ikke frisuren, der er i centrum. Her handler det om at sprede glæde, skabe kontakt og være med til at gøre kampdagen til noget særligt for både store og små.
Mor er inde i dragen
Der er dog én tilskuer, som ved præcis, hvem der gemmer sig bag masken. Lauras søn Oscar spiller på GOG U13, og han synes, det er ret sejt, at hans mor er klubbens maskot.
Han fortæller stolt, at det er hans mor, der er inde i dragen.
For Oscar giver det også en særlig tryghed at vide, at han altid kan finde hende i hallen, hvis der er brug for hende. Også når der skal købes franske eller is.
På den måde er maskotrollen ikke kun en del af GOG’s kampdage. Den er også blevet en lille del af familiens hverdag omkring håndbolden.
En fast del af den gule familie
Det er nu Lauras tredje sæson som GOG’s drage, og hun kan mærke, at maskotten igen er blevet en fast del af klubben og kampoplevelsen.
Når først dragehovedet kommer på, er der plads til lidt mere ballade. Både børn og voksne er med på legen, og der er altid nogen, der vil have en highfive eller udfordre dragen i sten-saks-papir.
Efterhånden er der også kommet faste ansigter, som Laura skal hilse på rundt omkring i Arena Svendborg, inden kampen går i gang.
”Der er altid nogle, der vil have highfives eller spille sten-saks-papir. Jeg har mange faste, der skal hilses på i arenaen inden kampstart, og det synes jeg bidrager til en rigtig god stemning og genkendelighed for GOG,” fortæller hun.
For selvom det er spillerne på banen, der skal levere resultaterne, er kampoplevelsen også alt det, der sker rundt om håndbolden. De små møder, grinene og de genkendelige ansigter er med til at samle publikum og skabe den særlige GOG-stemning.
Og når Laura igen tager dragehovedet på og bevæger sig rundt i Arena Svendborg, er det med en mission om at sprede gul energi – én highfive ad gangen.