Tilbage til oversigt
Liga

Mød GOG udefra: Tre nye spillere – én fælles oplevelse

Foto: Casper Theilgaard

Isak Persson, Lucas Pellas og Manuel Zehnder er nye ansigter i GOG-trøjen, men de har allerede fået et godt indtryk af klubben. For dem handler GOG ikke kun om håndbold på højt niveau. Det handler også om fællesskab, ydmyghed og en kultur, der føles som én stor familie.

Når udenlandske spillere vælger GOG som næste skridt i karrieren, er det ikke kun de sportslige muligheder, der tæller. For Isak Persson, Lucas Pellas og Manuel Zehnder var klubbens historie, omdømme og de gode samtaler med GOG også med til at træffe beslutningen.

”Det passede godt til min håndboldkarriere på det her tidspunkt. Jeg havde hørt gode ting om klubben, og efter at have været her i noget tid kan jeg kun bekræfte, at det er en god klub at være i,” fortæller Isak Persson.

Lucas Pellas deler den opfattelse. Han fremhæver blandt andet GOGs stolte traditioner på venstre fløj, hvor flere dygtige spillere gennem årene har gjort sig bemærket.

”Det er en traditionsrig klub, og der har været mange gode venstre fløje her gennem tiden. Jeg synes, GOG er en rigtig god klub og et godt skridt i min karriere,” siger Lucas Pellas.

For Manuel Zehnder var det især den gode fornemmelse gennem dialogen med klubben, der gjorde forskellen.

”Jeg havde en god fornemmelse af klubben efter alle samtalerne med GOG. Man ved, hvor mange dygtige spillere der har været her gennem tiden, og det var med til at få mig til at vælge GOG,” fortæller han.

En taktisk dansk liga

Selvom de tre spillere alle har erfaring fra international håndbold, har mødet med den danske liga også budt på nye indtryk. Især spillet med syv mod seks og syv mod fem fylder mere, end Lucas Pellas havde forventet.

Isak Persson er enig i, at niveauet i den danske liga har overrasket positivt.

”Jeg vidste godt, at den danske liga var god, men den er nok lidt bedre, end jeg havde regnet med,” siger han.

Manuel Zehnder kommer med erfaring fra tysk håndbold og oplever en tydelig forskel mellem de to ligaer.

”Den tyske liga er mere fysisk, mens den danske liga er mere taktisk og teknisk. Spillerne i Danmark er virkelig dygtige,” lyder vurderingen fra den tyske playmaker.

Humor, køreegenskaber og ydmyghed

De tre nye GOG-spillere har også lært hinanden at kende uden for banen. Og her er der især én ting, som både Lucas Pellas og Manuel Zehnder gerne vil fremhæve ved Isak Persson: hans gode humør.

”Jeg ville gerne have Isaks humor. Han er altid positiv og klar med en kæk kommentar, og det kan jeg rigtig godt lide,” siger Manuel Zehnder.

Lucas Pellas er enig. For ham handler det ikke kun om de sjove bemærkninger, men også om den måde, Isak møder sine holdkammerater på.

”Isaks humor og indstilling. Han smiler hver dag og møder alle med et smil. Det synes jeg er en rigtig god indstilling,” fortæller Lucas Pellas.

Isak tager de pæne ord til sig, men samtalen går hurtigt videre til en anden egenskab, som de to svenskere har lagt mærke til hos Manuel Zehnder.

”Manuel er meget ydmyg, og det er også en god ting,” supplerer Lucas Pellas.

Isak er helt enig:

”Han er den mest ydmyge fyr, jeg nogensinde har mødt.”

Til gengæld er der også noget, Isak selv gerne vil lære af Lucas Pellas – nemlig hans evner bag rattet.

De to svenskere kører ofte sammen til træning, og ifølge Isak bruger Lucas turene på at hjælpe ham med at blive en bedre bilist.

”Det er dejligt, at Pellas lærer mig at køre bedre bil. Han er god til at køre bil, og når vi kører sammen til træning, sidder han og coacher mig undervejs,” fortæller Isak med et smil.

Én stor familie

Når de tre spillere skal sætte ord på GOG-kulturen, er der især ét ord, der går igen: fællesskab.

Isak Persson oplever en klub, hvor det sociale fylder meget, og hvor sammenholdet rækker ud over selve håndboldbanen.

”Der er et rigtig godt sammenhold i hele klubben og på holdet. Det er meget socialt, og vi spiser også sammen. I Tyskland føltes det mere som et arbejde, hvor man kom til træning og tog hjem igen lige før og efter,” fortæller han.

Manuel Zehnder genkender billedet og beskriver GOG som én stor familie.

For Lucas Pellas er det især klubbens unge spillere, der har gjort indtryk. Han er imponeret over de talenter, der får mulighed for at træne med førsteholdet og tage de næste skridt mod seniorhåndbold på højeste niveau.

”Det er virkelig en familiær klub. Jeg er meget imponeret over de unge spillere, der kommer op og træner med. Når man ser GOG udefra, ved man, at klubben har mange dygtige unge spillere, men det er virkelig imponerende at opleve talentudviklingen på tæt hold,” siger Lucas Pellas.

De tre spillere er kommet til GOG fra forskellige håndboldmiljøer, men deres første indtryk peger i samme retning. De har valgt klubben for at udvikle sig sportsligt – og har samtidig fundet et fællesskab, hvor der er plads til både ambitioner, gode grin og en hjælpende hånd på vej til træning.