Tilbage til oversigt

ØV

GOG-holdet tog i dag til Vestjylland med en stærk tro på, at finalepladsen var helt åbent, men desværre skulle det ret hurtigt vise sig, at Tvis Holstebro i dag var for vanskelig en størrelse.

 

De gule kom forfærdeligt ud til første halvleg. Efter blot fem minutter var GOG bagud 3-0, og Jakob Larsen var tvunget til at tage sin første timeout. Herefter fik GOG-spillerne løsnet lidt op men virkede samtidig lettere rystede ovenpå den dårlige start.

Sydfynboerne fik spillet nogle gode angreb, men de gange holdet lavede fejl blev det prompte straffet af de lynhurtige Tvis-spillere.

Hvad der kan gå galt, gik galt, og således fik man flashback til pokalfinalen i Arena Fyn, hvor Lars Hald måtte udgå efter 3 minutter. I dag var det unge Andreas Holst, der har leveret en fantastisk sæson for de gule, som kun efter ca. 10 minutter kom galt afsted med knæet og måtte bæres fra banen. Det vides i skrivende stund ikke, hvor slemt det står til med Andreas, men vi krydser fingre for, det ikke er så slemt.

 

Om det var skaden til Holst, der yderligere rystede GOG-spillerne vides ikke, men derfra gik det helt galt i en forfærdelig første halvleg. Tvis var helt oppe og føre med otte mål, inden Lasse Møller fik pyntet lidt på resultatet, så stillingen ved pausen var 19-12.

 

Anden halvleg startede næsten så skidt som første, og GOG kom ret hurtigt bagud med ni mål. Herfra var det ligesom om, at håndbremsen blev lagt lidt ned. Forsvaret og målmand, Espen Christensen fik lidt bedre fat, og kontrafasen begyndte at vise det, som vi ved den kan. GOG havde en kæmpe chance for at komme på minus tre, men den blev brændt, og så var det i stedet Holstebro, der kunne bringe dem foran med fem. Derfra var kampen mere eller mindre lukket, og det var kun et spørgsmål om størrelsen på sejren til Tvis Holstebro.

 

Det hele endte med et nederlag på 30-25 og en fuldt fortjent finaleplads til Tvis Holstebro, som over to kampe, viste sig at være det bedste hold af de to.

 

Nu venter to bronzekampe, hvor GOG-holdet skal rejse sig og slutte en super flot sæson af.

Den første er på onsdag kl. 19.00. Modstanderen bliver fundet i morgen, når KIF tager imod BSV. Billetterne bliver sat til salg mandag kl. 12.00