Tilbage til oversigt

U18-guldklumper i ilden hos de gamle

Hver tirsdag, når GOGs Elitehold træner, får nogle af talenterne fra U18-holdet og de bedste fra 2. divisionsholdet lov til at være med. I den indeværende sæson har det blandt andre givet Emil Lærke, Emil Jakobsen, Andreas Maegaard, Mikkel Bech og Frederik Hansen mulighed for at prøve kræfter med de gamle.

 

Både Emil Jakobsen og nu Emil Lærke er på kontrakt i GOG, og når man spørger rutinerede Torsten Laen til ungdommens potentiale, er han ikke i tvivl om, at en række af de nykårede danmarksmestre fra U18-holdet banker på til det bedste hold i Gudme.

 

“Der er ikke nogen, der falder igennem til træningen, når de kommer op, og jeg synes, at det er imponerende, at de år efter år kan holde så højt niveau på ungdomsholdene. Det er en god fødekæde, som GOG har dér,” siger Torsten Laen.

 

Han bakkes op af Mathias Albrektsen, der som assistenttræner for eliteholdet, cheftræner for U18-holdet og en ny titel somTalent- og udviklingschef har en fod i begge lejre:

 

“Vi har mange dygtige spillere, vi kan hive op, og det er en stor styrke i klubben, at vi har muligheden for at køre dem i stilling løbende,” siger Mathias Albrektsen, som er sikker på, at tirsdags-passene flytter talenterne i den rigtige retning. En tanke der naturligvis er blevet understreget ved, at U18-holdet netop har vundet DM-guld for andet år i træk.

 

“Det rykker rigtig, rigtig meget ved de unges udvikling, når de kommer op og pludselig er med til at spille med nogle af Danmarks bedste håndboldspillere. Der er selvfølgelig noget med fysikken, som kommer på hen ad vejen. Når en gut på 80 kilo skal ind på stregen og slås med Henrik Jakobsen på 115 kilo, så skal han jo kæmpe for det, og nogle sten i skoene kunne være en idé” lyder det med et smil fra Mathias Albrektsen.