Tilbage til oversigt

Topopgør i GOG Arena

Efter godt og vel to måneders kamppause hjemme i hulen er der endelig lagt op til klassehåndbold i GOG Arena igen, når Skjern gæster de gule sent lørdag eftermiddag.

 

Efter et final4 stævne der bød på både godt, skidt og en stor finaledagsskuffelse, så vandt drengene en fantastisk flot sejr blot to dage efter mod Skanderborg. Nu er der gået 10 dage siden sidste kamp, spillerne er kommet til hægterne igen og er klar til at tage imod Skjern, i hvad man vel godt kan kalde en topkamp. Det er i hvert fald ligaens nummer 2 mod nummer 4.

 

GOG har altid haft det fornuftigt med at møde de grønblusede vestjyder, men ironisk nok har det været på udebanen i Skjern, at GOG har fejret de største triumfer. Hjemme i Gudme er det endnu ikke blevet til en sejr, men det håber drengene at kunne lave om på, når der lørdag fløjtes op kl. 17.10.

 

Skjern er et klassemandskab med dygtige spillere på alle positioner. Deres største force ligger i et super stærkt kompakt 6-0 forsvar, hvor de to stregspillere, Bjarte Myrhol og Thomas Klitgaard deler øretæver ud i midtzonen.

Offensivt er det et meget homogent hold, hvor alle byder ind, men den måske største faktor er den mangeårige landsholdspiller, Kasper Søndergaard, der både er farlig på sit eget skud, men også dygtig til at finde de to dygtige stregspillere.

 

Hvis de gule skal slå Skjern, er det som altid det gamle GOG-dyder der skal findes frem. Et godt forsvar, mange redninger og så en kontrafase som straffer alle fejl. Hvis mandskabet kan lykkes med det, så er der gode muligheder for en sejr.

 

GOG er stadig uden holdets anfører, Lars Hald, som dog fik gode meldinger forleden og ventes tilbage på banen inden for tre fire uger. Derudover er Niclas Kirkeløkke og Mikkel Møller fortsat ude, mens det forventes at Tobias Møller igen træder ind i truppen.