Tonny har været en del af truppen i over 35 år
I GOG er det ikke kun spillerne på banen, der sørger for, at klubben fungerer. De frivillige er uundværlige, og én af dem er Tonny Jacobsen. Tonny har været en del af klubben i mere end 35 år og er en del af det store fællesskab af frivillige, der holder hjulene i gang.
“Jeg startede med at spille håndbold som knægt. På et tidspunkt begyndte jeg at hjælpe til med at kontrollere billetter ved indgangen. Det er nok omkring 35 år siden, hvor de vist spillede i 3. division. Nu sørger jeg blandt andet for reklamerne,” fortæller Tonny, der har oplevet mange store kampe fra første parket gennem årene.
En af de mest mindeværdige var finalen i EHF Cup Winners’ Cup den 16. april 1995. GOG’s hold talte blandt andre koryfæer som Niels og Keld Kildelund, Bent Møller, David Nielsen, Keld Vilhelmsen, René Boeriths, Claus Jacob Jensen og nuværende landstræner Nikolaj Jacobsen.
Desværre var de spanske modstandere på et endnu højere niveau, og GOG blev besejret med syv mål i Gudme, men det ødelagde ikke oplevelsen for Tonny og de øvrige i det frivillige korps.
“Det var jo meget stort, for det var første gang, at Barcelona var her. Jeg kan også huske, at vi spillede mod et russisk hold på et tidspunkt, hvor de førte 16-0. Det er jo sådan nogle kampe, man kan huske,” siger Tonny videre.
Som mange andre af de hjælpende ånder er Tonny ikke det eneste medlem i husstanden, der har kastet både kærlighed og masser af frivillige kræfter i GOG. Hans kone og søn har også været en del af klubben.
“Vores knægt spillede også i klubben, og min kone trænede dem. Hun har også været med til at sælge billetter. Så vi har brugt mange timer heroppe. Men hvis ikke håndbolden havde interesseret os, havde vi jo ikke brugt så meget tid her, som vi har,” siger Tonny Jacobsen, som ikke har nogen planer om at drosle ned på arbejdsindsatsen, selvom han fremover skal finde vej til en ny hjemmebane på kampdagene.
“Det er kroppen, der bestemmer. Så lang tid jeg kan, så vil jeg gerne være med, og det er også min plan at komme med til Svendborg,” slutter han.