Tilbage til oversigt

– Tingene lykkedes bare ikke

GOG tabte som bekendt på hjemmebane over Skanderborg i en kamp, hvor der ikke var meget der lykkedes. Den solide Skanderborg-defensiv fik held til at lukke helt ned for GOG i store dele af kampen, og det gjorde, at de i sidste ende kunne tage to meget vigtige point med hjem til Jylland. Selvom resultatet langt fra var optimalt i kampen, så var der dog et stort lyspunkt undervejs. Unge Lasse Møller tog et kæmpe ansvar på holdet, da det for alvor spidsede til i slutningen af kampen, og det kastede syv flotte mål af sig. Vi har talt med Lasse Møller her dagen derpå.

 

– Det er helt tydeligt, at vi slet ikke rammer det niveau igår, som vi ellers har spillet på i denne sæson. Kampen bliver grim med en del tekniske fejl og brændte chancer, som i sidste ende viser sig udslagsgivende, siger Lasse til hjemmesiden.

 

– Skanderborg møder meget velforberedt op og formår at sætte os i vanskelige situationer igennem hele kampen. Med den måde de spiller på, bliver det svært at komme til afslutninger udefra, og vi søger naturligt stregen eller fløjene meget mere. Jeg vil dog godt medgive, at vi måske burde have taget lidt flere chancer udefra i løbet af kampen, men det er altid nemt at sige bagefter.

 

Som beskrevet tidligere agerede Lasse Møller nærmest enmandshær i slutningen af kampen, hvor han hamrede den ene flotte kasse ind efter den anden. Lasse har dog svært ved at glæde sig helt så meget over den personlige præstation, når det ikke kaster to point af sig i sidste ende.

 

– Selvfølgelig er jeg glad for at vise holdet, at jeg kan bidrage med noget, især når min rolle er at komme ind og spille frit som mod Skanderborg. Når det er sagt, så bliver jeg aldrig tilfreds, hvis der ikke står to point på kontoen efter kampen.

 

I næste uge gælder det opgøret mod Ribe-Esbjerg i Odense. Her skal holdet forsøge at bryde den ærgerlige stime og komme tilbage på rette spor igen. Lasse har allerede fuld fokus på dette vigtige opgør, men understreger, at det handler om at tage en kamp af gangen nu.

 

– Det er måske en gammel kliché, men vi skal tage kampene én af gangen nu. Vi må ikke dvæle ved et par nederlag, men i stedet for skal vi hurtigt videre på rette spor igen.

 

Følg med på hjemmesiden og Facebook i næste uge, når vi begynder optakten til den ”Fynske Håndboldfest” på torsdag.