Tilbage til oversigt

Svan: Altid dejligt at være tilbage i Gudme

På en meget sjælden friweekend valgte den danske landsholdsspiller og tidligere GOG-profil Lasse Svan at vende tilbage til sin tidligere klub for en god sag.

 

Der er ikke mange huller i kalenderen, når man hedder Lasse Svan og spiller bundesliga og Champions League med Flensburg-Handewitt og er fast mand på det danske landshold. Der er ikke mange dage, hvor man ikke sveder og har harpiks på fingrene. Alligevel valgte OL-guldvinderen at bruge en lørdag på at køre til Gudme og sidde en eftermiddag på en kondicykel i SEF Arena.

 

– Når man først har spillet i GOG, hænger det ligesom ved. Så er man bare gul helt inde i hjertet, og så vil man rigtig gerne give noget tilbage for de mange gode oplevelser, man har haft i klubben, fortæller Lasse Svan, der har vundet DM-guld med GOG to gange. I 2004 og 2007.

 

Sammen med 600 sponsorer deltog Svan i lørdags i sponsorcykelløbet Tour de GOG, hvor der blev samlet penge ind til GOG samt flere velgørende formål. Og højrefløjen havde sagt ja til at cykle penge på Team Velgørenhed for Ronald McDonald Børnefond, Danske Hospitalsklovne og Hjernerystelsesforeningen, der alle fik glæde af hver kilometer, Svan kørte 

– Jeg sagde ja, fordi jeg synes, det gik til et godt formål, fortæller Lasse Svan.

 

Den absolutte højdespringer på Team Velgørenhed var Ronald McDonalds Børnefond, der samlede 19.300 kroner ind på Svans anstrengelser. De penge skal gå til opførelsen af et Ronald McDonald Hus, der er et slags hjem uden for hjemmet, hvor familier kan bo, hvis de har et alvorligt sygt barn, der er indlagt på hospitalet. Huset skal stå færdigt samtidig med supersygehuset i 2022.

 

Tour de GOG blev i det hele taget igen i år en kæmpe succes. Sponsorcykelløbet slog endnu engang rekord og indsamlede over 650.000 kroner til GOG og velgørende formål. Selvom Lasse Svan måtte svede for pengene, så var det en fornøjelse for landsholdsprofilen at være ”hjemme” i Gudme.

 

– Det er altid dejligt at komme tilbage til GOG, og jeg ville ønske, det kunne lade sig gøre lidt oftere. Jeg holder meget af klubben og de mennesker, der er omkring den, lyder det fra Lasse Svan.