Stærk udebanesejr til GOG i vanvittig kulisse
GOG hentede onsdag aften en flot sejr på udebane, da holdet besejrede Eurofarm Pelister med 28-31 i Champions League. Kulissen i Bitola var intens med massiv opbakning til hjemmeholdet, og kampen blev en sand test af holdets robusthed. Efter en svær start viste GOG stor moral og stod sammen som et hold – og det gav to vigtige point i jagten på videre avancement.
Efter kampen satte Frederik Bjerre ord på oplevelsen:
“Efter en lang rejsedag tirsdag brugte vi dagen på at gøre os klar med taktik, behandling og afslapning. Vi vidste, at det ville blive en heksekedel, og det blev det så sandeligt også. En fantastisk stemning og et inferno af larm i en arena, hvor vi bestemt ikke var lige så elskede som hjemmeholdet. Vi blev testet i, hvor robuste vi er i modgang, men vi viste i hvert fald, på trods af en svær start, at vi kan finde tilbage til vores gode spil og stå sammen som et hold på en af Europas sværeste udebaner.”
Cheftræner Kasper Christensen supplerede:
“Det var en dejlig sejr for os i en helt vanvittig kulisse. Jeg er fuld af respekt for måden spillerne stod imod det voldsomme pres fra tribunerne. Vi lykkedes med at afvikle vores gameplan, også efter den dårlige start på kampen, og det var nøglen for os. Det er rart at få slettet nullet fra tavlen, og det var to vigtige point i jagten på at gå videre.”
Allerede på lørdag den 27. september venter næste udfordring, når GOG møder Fredericia Håndboldklub kl. 16.00 i Middelfart Sparekasse Arena.
Frederik Bjerres personlige partner: Kiropraktisk
Kasper Christensens personlige partner: Midtfyns Totalservice