Spillerne klar til forårets sidste store kamp
Når GOGs bedste herrehold onsdag aften klokken 19.00 løber på banen i Bavnehøj Arena i København for et møde med Ajax fra 1. division, er det alt andet end en walk-over, som spillerne tager let på.
Opgøret er nemlig 6. runde i pokalturneringen, Santander Cup, og selvom det endnu er tidligt i turneringen, har kampen stor betydning for GOG, forklarer Torsten Laen.
“Pokalturneringen er klart den letteste vej til Europa. Hvis vi vinder turneringen, får vi en plads i de europæiske turneringer, og det er alt andet lige noget nemmere end at slutte i top fire i ligaen,” siger den rutinerede stregspiller, der dog samtidig peger på, at der er mange ubekendte i aftenens pokalkamp, som gør, at han og holdkammeraterne ikke skal tage for let på sagerne.
“Vi har set video på Ajax, og det er et ganske glimrende hold, som spiller hurtigt. De har spillet deres sidste turneringskamp i begyndelsen af april, så det er selvfølgelig svært at vide, hvor de står nu. De har også haft Kasper Nielsen i truppen, men vi ved faktisk ikke, om han også er til rådighed for dem i aften. Men hvis han er det, så har de i hvert fald noget ekstra rutine at byde ind med,” siger Torsten Laen om Ajax-holdet, før han henviser til, at pokalkampe generelt får det bedste frem i de små hold.
“Vi mødte i Lemvig i den seneste pokalkamp, og der endte vi i forlænget spilletid, før vi vandt, så vi ved, at vi skal være koncentrerede,” siger Torsten Laen, der lover, at det også er tilfældet.
Respekt for den fynske modstander
På Ajax-bænken krydser træner Torben Nielsen omvendt fingre for, at GOG-spillerne er gået mentalt på ferie, så københavnerne kan få en chance for at levere en overraskelse. Men ifølge Torben Nielsen skal hans spillere op mod et af forårets bedste mandskaber i Danmark:
“GOG var måske det bedst spillende hold i deres slutspilspulje, men hvor lidt uheld i en tæt kamp mod Skjern, og en skidt afslutning på kampen hjemme mod Aalborg kostede en – i min optik – ellers fortjent plads i semifinalerne, da GOG spillede vel noget af det mest seværdige håndbold af alle slutspilsholdene, med fuld skrue i alle spillets faser,” siger han til Ajax’ website, hvor han også erkender, at GOG er storfavorit til sejren i Bavnehøj Arena.