Tilbage til oversigt

Så går det løs – GOG åbner med nøglekamp

Lørdag begynder de kampe, som man venter og håber på hele året. Kampene om de eftertragtede medaljer. Og det første opgør hjemme i Gudme bliver meget afgørende for GOGs muligheder for en semifinale.

 

– Jeg tror, vi skal bruge otte point for at sikre os en plads i semifinalerne. Og vi kan jo lige så godt tage de første to på lørdag mod Skjern.

 

Sådan lyder vurderingen fra GOGs direktør Kasper Jørgensen frem mod slutspillet, der begynder hjemme i SEF Arena i Gudme på lørdag, hvor Skjern Håndbold kommer på besøg. De grønblusede blev nummer fire i grundspillet og begynder derfor slutspillet med et enkelt point på kontoen.

 

– Hvis vi kan vinde den kamp, så åbner det hele gruppen. Ikke at det er slut, hvis vi taber til Skjern, men kan vi vinde, så er alt helt åbent, lyder det fra direktøren.

 

GOG har det generelt godt med at spille mod Skjern Håndbold. Fynboerne har hentet flere sejre med hjem fra det vestjyske, så det er ikke en udebane, vi som sådan frygter, selvom det er et rigtig godt hold, forklarer Kasper Jørgensen.

 

GOG er i den meget interessante slutspilsgruppe 1 med Aalborg Håndbold, Skjern Håndbold og KIF Kolding København. De seneste 30 år er de 24 danske mesterskaber endt blandt en af de fire klubber. Så det er en gruppe fuld af tradition, historie og vinderkultur.

 

– Jeg har svært ved at se, at et hold i gruppen ikke vil få point. Alle vil tage fra alle. Jeg forventer heller ikke, at Aalborg kommer til at stikke af fra de tre andre hold. Jeg tror, det bliver en meget jævnbyrdig pulje, vurderer Jørgensen, selvom Aalborg har to point med på grund af deres førsteplads i grundspillet.

 

Direktøren mener heller ikke, man skal afskrive KIF Kolding København. Selvom de har haft en svær sæson, og Kasper Jørgensen ikke har den store fidus til holdet, så mener han ikke, man på forhånd kan sige, at de ikke har mulighed for at spille sig i semifinalen.

 

Kasper Jørgensen vurderer at otte point er nok, men det er ikke til at vide. For tre år siden fik GOG ni point – alle hentet i slutspillet. Alligevel var det ikke nok, fordi Skjern Håndbold og TTH Holstebro også havde ni point og en bedre placering i grundspillet. Og sidste sæson endte GOG med en bronzemedalje uden at have point med. Det havde Bjerringbro-Silkeborg heller ikke – og de blev danske mestre. Alt kan ske i slutspillet.

 

– Vi håber, mange vil komme og skabe den vildeste slutspilsstemning i Gudme på lørdag. Det bliver rigtig spændende, og vi glæder os, lyder det fra GOGs direktør.

 

Kampen på lørdag mod Skjern Håndbold i SEF Arena i Gudme begynder klokken 16.10, og du kan stadig nå at få billet her.