Tilbage til oversigt

Så er det altså sidste chance

De gule fik ikke den start på slutspillet, de havde drømt om. To nederlag i to kampe er resultatet, og nu ser en semifinaleplads pludselig meget svær ud, men dog ikke umulig. Det kræver meget af sydfynboerne selv men også lidt hjælp og gode resultater fra de andre kampe i puljen.

I første omgang kræver det en sejr i morgen hjemme over HC Midtjylland, hvis drømmen skal bevares. Alt andet end to point betyder, at de sidste tre kampe i slutspillet bliver et spørgsmål om ære og placering.

Hvis vi for en stund tager de midtjyske briller på, er scenariet nøjagtigt det samme. HCM har ligeledes tabt de to første kampe og står med ryggen mod muren i Gudme i morgen. Derfor er der garanti for et vildt drama, hvor begge hold vil give alt for en sejr.

 

Ironisk nok kan ingen af holdene bruge uafgjort til noget. Ironisk fordi de to kampe i grundspillet mellem de to hold er endt uafgjort. Begge gange med nøjagtigt samme resultat 28-28.

I begge kampe har der været drama for alle pengene, hvor den sidste scoring er faldet inden for det sidste minut, så mon ikke også at publikum i hallen og seerne hjemme i stuerne får en god håndboldoplevelse i morgen.

 

HC Midtjylland har taget ligaen med storm efter oprykningen sidste år. Især inden jul imponerede oprykkerne alt og alle, hvor det efter nytår kneb lidt mere med det prangende spil og flotte resultater. Det hænger i høj grad sammen med, at holdet i den første halvdel var forskånet for skader, mens de her i anden halvdel har været ramt på vigtige profiler.

 

Der er flere profiler på det midtjyske mandskab. Sidst de to hold bragede sammen, var det især Heino Holm Knudsen som gjorde ondt på GOG-holdet. Med stor rutine og en solid skudarm, kan han stadig være en afgørende faktor i ligaen. Derudover er målvogter, Tim Winkler, for alvor begyndt at tage fra og vise det høje niveau, han også havde i Skjern. På stregen er det den islandske kæmpe, Vignir Svavarsson, som får skabt en masse ravage for modstandernes forsvar. Ellers er det et meget homogent hold, der med en dygtig træner i Patrick Westerholm får det bedste ud af hinanden.

 

GOG er klar til endnu en lille finale i år. Dem har de efterhånden haft nogle stykker af i år, men indtil videre har det været et pres, som drengene har befundet sig godt med, og de er i hvert fald klar til at give fuld gas i morgen, når kampen fløjtes op i GOG Arena.

 

Kampstart kl. 17.10, og kampen vises på TV2.