Tilbage til oversigt

Referat: Skive – GOG

 

GOG skulle søndag forsøge at hente årets første sejr på udebane i Boxer Herreligaen. Inden kampen havde både Jakob Larsen og flere af spillerne udtrykt stor respekt for Skive-holdet, som de mente spillede noget glimrende håndbold. Der var derfor stor fokus på at være klar fra start i søndagens kamp, hvis drømmen om de to point skulle realiseres. Hverken Chris Jørgensen eller Mikkel Møller var med i dagens opgør. Jørgensen har døjet med lidt problemer med skulderen efter Kolding-kampen, mens Mikkel Møller har en mindre knæskade.

 

Skive stillede op til kampen uden en af holdets største profiler, Andreas Toudahl, som fortsat må se til fra tribunen efter en lårskade i opstarten til sæsonen.

Freja Arena dannede rammerne om opgøret denne søndag. Fremmødet i hallen var ikke overvældende inden kampstart, og mange havde tydeligvis valgt at bruge søndagen i det gode vejr i stedet for i Freja Arena.

 

GOG startede en smule sløvt i første halveg. Her havde de en smule problemer med at komme igennem et kompakt Skive-mandskab, som kom foran 4-2. Herfra vågnede spillerne dog op til dåd og så sig ikke tilbage. Skive blev fuldstændigt lukket ned, og det var stort set kun spil til et mål i hele halvegen. Espen havde fuldstændigt læst Skive og havde mange fine redninger i målet. Angrebsspillet fungerede i størstedelen af halvegen fremragende, hvor især indspillende til stregen lykkedes fint. Skive fik reduceret et par gange efter en scoringspause på over ti minutter i løbet af halvegen, men alligevel så det meget svært ud mod et veloplagt GOG-mandskab, som gik til pause med 6-15.

 

Anden halveg startede lidt som den første. Der manglede en smule koncentration, men der gik ikke længe, før holdet igen kom op i omdrejninger. Skive kunne slet ikke finde fodfæste i kampen, og GOG var mindst en klasse bedre på alle fronter. Mod slutningen af kampen var der plads til at give nogle af de unge chancen, og det udnyttede de alle fint. På trods af udskiftningerne øgede GOG bare føringen mod slutningen, og det hele endte med en overbevisende 17-30-sejr. Minik gjorde igennem kampen, hvad der passede ham, og han endte på flotte 10-mål.

 

Næste kamp er på hjemmebane i GOG Arena, når Aarhus på torsdag kommer på besøg. Her skal holdet forsøge at få sæsonens anden sejr på hjemmebane, efter det indtil videre er blevet til en sejr og et nederlag.

 

Følg med på hjemmesiden, når vi senere på ugen starter optakten til kampen.

 

Mål:

 

Minik Dahl Høegh: 10

Henrik Jakobsen: 3

Mark Strandgaard: 3

Aku Kreutzmann: 3

Kasper Kildelund: 2

Tobias Møller: 2

Niclas Kirkeløkke: 1

Lars Hald: 1

Lasse Kronborg: 1

Frederik Clausen: 1

Andreas Holst: 1

Andreas Thomsen: 1

Lasse Møller: 1