Tilbage til oversigt
Partner

Partnere fik en himmelsk Champions League-oplevelse

Da GOG 14. februar tog imod mægtige FC Barcelona i Champions League, var den vanlige, europæiske hjemmebane Jyske Bank Arena i Odense af logistiske årsager skiftet ud med Sydbank Arena i Kolding.

Det gav til gengæld nye muligheder med intime arrangementer i stedets to lounges og Skybokse, og det var der række af GOG’s partnervirksomheder, der udnyttede til stor glæde for sponsorchef Mads Bruus:

”Hallen i Kolding har en række af de faciliteter, som vi også selv ser frem til at få i vores nye arena i Svendborg, og derfor er vi glade for, at vores generalprøve blev så godt modtaget,” fortæller han.

50 gæster fra hele landet

Hos IT-virksomheden Infowise havde Marketing- og HR-chef Charlotte Munch Jensen grebet muligheden for at invitere kunder og potentielle samarbejdspartnere til håndbold, og netop fordi kampen blev afviklet i Kolding, gav det lidt ekstra muligheder.

”Vi er altid rigtig glade for at være med til VIP-arrangementerne også, og vi kunne også have holdt det her i Schiødt Loungen i Gudme, men vi havde gæster fra hele Jylland og Fyn, og derfor fungerede det virkelig fint for os på den her måde,” fortæller Charlotte Munch Jensen, som også ser frem til de muligheder, som der kommer, når GOG inden så længe får hjemmebane i Svendborg.

”Det er rigtig godt, når der er forskellige muligheder, og det ville være fedt, hvis der kommer skybokse i flere forskellige størrelser. Det kan noget for erhvervslivet, når vi mødes under mere uformelle omstændigheder, som man gør til en håndboldkamp. Vi har fået virkelig god respons på arrangementet, på faciliteterne og på vores indhold, og så synes folk, at det var hyggeligt,” konstaterer Charlotte Munch Jensen fra Infowise.

Enkeltmandsvirksomhed dyrker netværket

En anden, der havde stor fornøjelse af at være med i Kolding, var Kim Lærke Christensen, som er stifter og direktør i virksomheden We Write, som er en rådgivningsvirksomhed med speciale i at understøtte tilbudsprocessen i mindre håndværksvirksomheder.

Han har været en del af partnerskabet i GOG i de to seneste sæsoner, og ud over dermed at have haft glæden ved en række guldfester, er han ikke i tvivl om, at nærheden ved arrangementerne understøtter hans virksomhed, når han inviterer kunder med indenfor.

”Jeg er nok den enkeltmandsvirksomhed med størst engagement i netværket, og det giver rigtig meget mening for min kundepleje. Jeg har haft kunder med til håndbold fra hele landet, og så plejer jeg at købe en GOG-trøje til dem, så de rigtig kan være en del af det. De plejer at være helt høje bagefter, og de ringer senest til mig to dage efter for at tale om oplevelsen,” fortæller Kim Lærke Christensen, der anslår, at han mindst har ekviperet 70 gæster med GOG-trøjer i sin tid som partner.

Og mens han som noget nyt havde booket en skyboks i Kolding, så var reaktionerne fra de syv inviterede kunder lige så positiv, som den plejer at være.

”Det var faktisk næsten bedre, end jeg havde håbet. Jeg var ikke nået ud i bilen, før den første ringede og sagde tak for en god oplevelse. Kolding kunne helt sikkert noget med intimiteten, som Odense ikke kan, og stemningen var rigtig god,” konstaterer Kim Lærke Christensen og slår fast, at han glæder sig til næste hjemmekamp i Gudme.

”Det var fedt at have muligheden for at gøre noget nyt, og det vil jeg helt sikkert også gerne gøre en anden gang. Men det sædvanlige netværk i hallen i Gudme er vigtigt for mig, og det holder jeg fast i,” siger Kim Lærke Christensen.

Fællesskabet mellem sponsorerne er vigtigt

Ved arrangementet i Kolding delte Kim Lærke Christensen skyboks med Andreas Halberg, der er sælger i virksomheden CCIT, når han ellers ikke er iklædt GOG’s gule trøje. Han havde seks gæster med i loungen til Barca-kampen.

”Det var fedt, og det vil jeg helt sikkert gerne gøre igen en gang i mellem. Det var fedt at have pladser tæt på hallen, hvor vi kunne gå frem og tilbage, og sammen med et lille selskab, gav det en god oplevelse, hvor vi kunne komme tæt på kunderne,” siger Andreas Halberg, der også er stor fan af de klassiske arrangementer i Phønix Tag Arena:

”Det var anderledes, men det slår ikke den sædvanlige stemning i Gudme. Jeg kan godt lide det bondske, hvor vi selv henter mad i buffeten, og sidder ved de runde borde i den store hal. Det er let at tale sammen hele vejen rundt om bordet, og der er en god løssluppen stemning. Det bliver aldrig fisefornemt, og fællesskabet mellem sponsorerne er vigtigt for os,” lyder det fra CCIT-manden, der også er hyppig deltager på netværksturene til udlandet.