Optakt: GOG – Ribe-Esbjerg
Efter nederlaget i lørdags sad de fleste med en lidt tom fornemmelse. Kunne den næste kamp ikke bare komme med det sammen, så en ærgerlig kamp kunne blive revancheret med det samme? Spillerne har med garanti været de mest skuffede, fordi der var bestemt muligheder mod Skanderborg, men det var bare for sent, holdet kom i gang mod det kompakte Skanderborg-forsvar.
Vi skal heldigvis ikke vente længe på den næste kamp, da den kommer allerede torsdag til dette års store ”Fynske Håndboldfest”. GOG skal bytte de trygge rammer i Gudme ud med Odense Idrætshal, så alle håber på, at fansene har taget tiltaget til sig og dermed bakker op om holdet på vanlig vis.
Dagens modstander er Ribe-Esbjerg, som har fået en svær start på denne sæson. Ribe-Esbjerg lagde stærkt ud i sæsonen med en klar sejr over Skive på hjemmebane. Derefter er det dog gået lidt ned af bakke for klubben ved vestkysten. Holdet har ikke hentet to point siden åbningskampen, og det er blot blevet til et point i de syv seneste kampe. Det uafgjorte resultat kom mod GOG’s onde ond fra Skanderborg Håndbold, som blev presset hårdt i Esbjerg. Vi kan derfor forvente et hold, der er opsat på at komme på tavlen igen på torsdag i Odense Idrætshal, og derfor er der lagt op til en rigtig herrefight mellem to sultne hold.
Ribe-Esbjergs spillestil er anlagt meget på kollektivet, og det kan bestemt også ses på den interne topscorerliste, hvor de fordeler målene fint i mellem sig. Phillip Holm er den mest scorende på holdet, men Morten Vium og Pelle Schilling følger lige efter. Holdet har fået tilført lidt ekstra muskelkraft på holdet med den tidligere GOG-spiller, Kasper Nielsen, som også har vist sig effektiv på stregen i flere omgange. Når alt kommer til alt, så burde GOG være et bedre hold end Ribe-Esbjerg, og alt andet end en sejr vil ikke være acceptabelt. GOG har selv sat sig i en dårlig position inden kampen, men burde være i stand til at vise kritikkerne, at det mere var en tilfældighed end holdets reelle styrke.
Dato og tid:
Kampen spilles torsdag klokken 20.30 i Odense Idrætshal.
Sagt om kampen:
– Det er et hold, som kommer med fuld hammer, for de har nok ikke fået den helt ventede start på sæsonen. De har også et hold, der kan lide at løbe stærkt, så det skal nok blive en kamp med en masse fart. – Lars Hald til gog.dk
Seneste fem ligakampe:
6/12-2014. GOG –Ribe-Esbjerg: 20-18
5/9-2014. Ribe-Esbjerg – GOG: 23-18
26/12-2013. GOG – Ribe-Esbjerg: 28-25
28/9-2013. Ribe-Esbjerg – GOG: 26-36