Ny trænerduo er på plads i GOG
Når det dobbelte titelforsvar indledes i GOG efter sommerferien, bliver det med Ian Marko Fog som cheftræner og Mikkel Voigt som assistenttræner.
Mens Ian Marko Fog kommer fra en stilling som direktør i TMS Ringsted, er Mikkel Voigt et kendt blad i Gudme, hvor han har været talentchef siden julen 2020, og direktør Kasper Jørgensen er glad for, at det lykkedes at finde en god løsning på den udfordring, som opstod kort før sommerferien, hvor Nicolej Krickau blev købt fri af Flensburg-Handewitt, mens Keld Vilhelmsen stopper som assistenttræner efter tre succesfulde sæsoner på posten for at vende tilbage til på fuld tid i lærergerningen i Sportsklasserne på Nymarkskolen.
“Det lå fast, at vi skulle finde en ny trænerløsning efter en meget succesfuld periode, og jeg er rigtig godt tilfreds med den måde, som kabalen er gået op på nu. Ian Marko Fog er en rutineret træner, der også har masser af international erfaring som spiller, og Mikkel har vist med sit fantastiske arbejde med talenterne, at han har et særdeles godt øje for detaljerne. Så jeg ser utroligt meget frem til samarbejdet med Fog og Mikkel,” siger Kasper Jørgensen, der er overbevist om, at den nye duo også kommer til at skabe resultater.
Den forventning deler han med den nye cheftræner, som ser frem til at smøge ærmerne op og kaste sig over opgaverne i GOG.
“Jeg glæder mig sindssygt meget til at starte som cheftræner for det danske mesterhold. Jeg er meget beæret og taknemmelig for den chance jeg får. Vores vigtigste opgave bliver at fortsætte det succeskoncept som klubben står for. Holdet er super spændende med enorm kvalitet, og folkene omkring med Kasper Jørgensen i spidsen har den helt rigtige kemi. Med Mikkel får jeg en fantastisk assistent, som kender klubben indefra,” siger Ian Marko Fog, der blandt andet har bevist sit værd i 2018, hvor han som træner for Nordsjælland Håndbold blev kåret af kollegaerne som Årets Træner.
Blandt de spillere, som Ian Marko Fog fremover skal stå i spidsen for, er Morten Olsen, som han kender særdeles godt. Dels spillede de to en sæson sammen i Silkeborg, dels har Fog været agent og sparringspartner for Morten Olsen, da sidstnævnte prøvede kræfter med den tyske Bundesliga.
“Jeg kender ham rigtigt godt, og han har betydet virkelig meget for mig. Jeg har slet ikke tal på, hvor mange timer, vi har talt om håndbold sammen. Han beviste også i Nordsjælland, at han er en dygtig træner, og siden har han skabt noget rigtig godt som direktør i Ringsted. Ian er også en fantastisk fyr, som skaber god stemning og harmoni i omklædningsrummet. Jeg er overbevist om, at det kommer til at fungere rigtig godt med ham og Mikkel Voigt som trænerduo,” siger Morten Olsen.
Ian Marko Fog – håndbold-cv:
Spillerkarriere:
–1997 Virum-Sorgenfri HK
1997–2001 VfL Gummersbach
2001–2001 SG Hameln
2001–2002 BM Ciudad Real
2002–2004 HSG Nordhorn
2004–2006 VfL Gummersbach
2006–2008 Bjerringbro-Silkeborg
2008–2010 Nordsjælland Håndbold
130 landskampe (278 mål) for Danmark – heraf flere som anfører.
Trænerkarriere:
2010–2012 OV Helsingborg
2013–2019 Nordsjælland Håndbold
2020–2021 Team Sydhavsøerne