Nu starter slutspillet
Skærtorsdag markerer startskuddet for GOG’s slutspil. Aalborg håndbold kommer på besøg i GOG Arena, og de gule drenge glæder sig helt vildt til at blive sluppet løs igen.
Der er gået ca. 14 dage siden sidste ligakamp på udebane mod BSV, og det har gjort godt for GOG-mandskabet. De fleste småskavanker hos spillerne er væk, de har fået trænet godt og fik overstået en pokalkamp i sidste uge mod Otterup uden nogen skader og uheld. Det er derfor et top tunet GOG-hold, som er klar til første opgave i slutspillet.
Aalborg har haft en noget blandet sæson, som måske ikke er så underligt, da holdet er meget ungt. Mange af de bærende markspillere er store talenter, der når mandskabet rammer dagen kan slå alle, men måske også mangler lidt rutine og stabilitet, som kendetegner et mesterhold. Derfor har man set en sæson, hvor Aalborg er blevet nummer to, slået store mandskaber som KIF Kolding hjemme og Skjern ude, og på imponerende vis har lavet flotte resultater i Champions league. Men i samme åndedrag kan konstatere store skuffelser, som et 20 måls nederlag hjemme til Barcelona, og senest i Final4, hvor mandskabet blev udspillet af Tvis Holstebro, vel at mærke hjemme i Gigantium i Aalborg.
Det er derfor en lidt underlig størrelse at forholde sig til. Et hold der helt sikkert er berettiget, og har kvalitet nok, til at spille om medaljer, når det kører for dem, men også et hold, der er til at tale med, når de ikke rammer dagen.
På mål har Aalborg sammen med KIF Kbh måske ligaens bedste målmandspar i Søren Westphal og Ole Erevik. Det er samtidig bastionen for det fysiske forsvar, og den rutine holdet mangler i marken, har de helt sikkert på kassen.
I angrebet er det især den unge norske komét, Sander Sagosen, som er drivkræften. Med sine kun 19 år er han et af de helt store talenter i Europa og allerede ved at udvikle sig til en stor profil i ligaen.
På venstre fløj huserer Håvard Tvedten, som altid er garant for et kæmpe højt niveau, og utallige finurlige afslutninger.
Til sidst kan man ikke komme udenom holdets allroundspiller, Morten Slundt, som er enhver træners drømmespiller. Du kan sætte ham overalt på banen, og han leverer sjældent en dårlig indsats.
Sidste år spillede GOG et fantastisk slutspil, hvor holdet fik skrabet 9 point sammen. Det var flest af alle, men da to hold i puljen havde point med over, blev GOG alligevel sorteper. Hvis de gule i år skal gøre sig forhåbninger om en semifinale, skal hjemmebanen holdes. Første gang er på torsdag mod Aalborg, og forhåbentligt bliver der ligeså vild stemning, som der har været de sidste mange gange i GOG Arena.
Kampen fløjtes op kl. 17.10.