Tilbage til oversigt
Liga

Norsk landsholdsprofil til GOG

Foto: Magnus Stenseth, Elverum Håndball

De to nordmænd Henrik Jakobsen og Alexandre Blonz får i den kommende sæson følgeskab i GOG-truppen af deres 23-årige landsmand Tobias Schølberg Grøndahl, der skifter fra den norske topklub Elverum.

“Tobias er en typisk playmaker, som er garant for at sætte spillet godt sammen, og så har han også store kvaliteter både i mand mod mand-spillet, men også med sine skud. Han har været blandt Elverums bedste de seneste sæsoner, og han har også markeret sig på det norske landshold, hvor han var med til VM sidste år og til EM i år,” siger Kasper Jørgensen, der glæder sig over, at han har haft held til at trække en ung, international topspiller til Sydfyn.

“I sidste sæson scorede han 60 gange i Champions League, og i november scorede han 10 gange i en kamp mod Flensburg-Handewitt, så ud over at han er hurtig og god til at sætte spillet op, er han også målfarlig. Der er ingen tvivl om, at det er en spiller med kæmpe potentiale, der kommer til GOG til sommer, og jeg er overbevist om, at han hurtigt bliver blandt profilerne i den danske liga,” konstaterer GOG-direktøren.

Grøndahl: GOG er det perfekte match

Selv ser Grøndahl meget frem til at komme til GOG og til at kæmpe om guldet i den danske liga.

“Jeg valgte GOG, fordi det er en klub, der passer godt til min spillestil, hvor man spiller den slags tempofyldte håndbold, som jeg bedst kan lide. Fra Elverum er jeg også vant til et ungt hold, med masser af sultne spillere, der kommer til træning for at vise deres evner, og det er jo endnu mere udpræget i GOG, der er kendt for en enorm ungdomsafdeling,” siger Grøndahl, der allerede har været i dialog med sin kommende træner, Kasper Christensen.

“Vi har talt om, hvordan han ønsker, at GOG skal spille, og det har været med til at overbevise mig om, at det er et godt match for mig. Jeg har også fulgt GOG meget i Champions League siden sidste sæson, og det høje niveau, og de store ambitioner glæder jeg mig vildt til at blive en del af,” konstaterer Grøndahl, der i det hele taget har taget sin research seriøst.

“I forbindelse med EM snakkede jeg også med både Gøran Johannesen og med Torbjørn Bergerud om, hvordan de have haft det i GOG, og de sagde begge to, at det havde været nogle af de bedste år i deres karrierer, med masser af dygtige unge spillere og en god stemning. Alexandre har også sagt, at når det gule hjørne er på plads i hallen, så er det sygt fedt at spille for GOG, så det ser jeg også frem til at opleve,” siger den unge playmaker.

“Jeg er kun 23 år, og jeg har masser af ting, jeg kan lære, så det har også været vigtigt for mig at GOG altid har været et sted, hvor unge spillere er blevet udviklet og sendt videre til verdens største klubber. Vi kender jo alle sammen Gidsel og Pytlick, og derfor tror jeg, at det er den perfekte klub for mig og min udvikling,” slår Grøndahl fast.