Målmandsskifte i GOG
Efter to sæsoner i GOG har Espen Christensen valgt at følge drømmen om at prøve kræfter med den tyske bundesliga. Afløseren præsenteres inden for kort tid, fortæller GOGs direktør.
Der er flere flotte resultater, Espen Christensen kan se tilbage på gennem de to sæsoner, han har været en del af GOG. Store præstationer med det norske landshold (en EM-semifinale og en VM-finale) og en bronzemedalje med GOG, der nu også har succes i Europa. Og det har Espen Christensen er stor andel i, fortæller direktør i GOG, Kasper Jørgensen.
– Han har været ramt af skader og haft enkelte udfald, men i det store og hele, så har han været den stærke profil, vi søgte. Han har været med til at hæve vores niveau på holdet de seneste sæsoner.
Men nu er den norske keeper på vej mod nye drømme, når han næste sæson tørner ud for Minden i den tyske bundesliga. Kasper Jørgensen havde dog gerne beholdt ham i GOG.
– Vi havde en dialog med Espen, og begge parter var egentlig interesserede i en forlængelse. Men det endte med, at han valgte udfordringerne i bundesligaen.
Og tilbuddet om et eventyr i Tyskland kunne Espen Christensen ikke sige nej til.
– Jeg har været utrolig glad for min tid i GOG, og jeg ville da også gerne have fortsat. Men så kom det tilbud fra Minden, og hvis jeg skulle nå at komme til bundesligaen i løbet af min karriere, så er det nok nu, siger den 31-årige målmand.
Og på så afgørende en position som målmandsposten, er det vigtigt at have en klassespiller, så direktør Kasper Jørgensen er allerede klar til snart at præsentere en afløser.
– Vi er ret langt i den proces og satser på at melde ud, hvem det bliver inden for kort tid, lyder det fra Kasper Jørgensen.