Målfest mod Odder
Det blev en sand målfest, da oprykkerne fra Odder gæstede GOG Arena onsdag aften. Kampen endte 40-25 efter en ellers tæt første halvleg.
Gæsterne viste tænder fra start, og kom hurtigt foran 1-3, men det fik GOG’erne hurtigt ændret på og efter fire minutter stod det 3-3. Odder overraskede på mange måder, og det resulterede da også i, at de på et tidspunkt i første halvleg var foran med to.
Resten af første halvleg blev en tæt affære, hvor Minik Dahl Høegh fik comeback og bidragede med tre kasser i første halvleg. Blandt andet udlignede han til 10-10 efter 18 minutters spil.
Pausestilling: 15-14
I anden halvleg viste GOG-drengene talenterne frem og bragede derudaf. Kontramaskinen var blevet smurt i pausen, og i anden halvleg leverede holdet en solid indsats i forsvaret, hvilket gav pote i forhold til kontradelen.
Efter 38 minutters spil var stillingen 21-17 og føringen blev blot større og større jo længere kampen skred frem.
Med 12 minutter tilbage satte Kasper Jørgensen sit første mål ind i kampen og bragte GOG foran med 10: 30-20.
Den resterede tid af kampen blev Odder spillet fuldstændig ud af banen og kampen endte 40-25.
Kampens GOG-topscorere blev: Niclas Kirkeløkke 7, Minik Dahl Høegh 6, Aku Kreutzmann 5