Tilbage til oversigt

Mikkel Møller ser frem mod Skjern

 

GOG er netop nu placeret på førstepladsen i ligaen, mens onsdagens modstander, Skjern, er placeret på andenpladsen. Der er altså lagt op til et vaskeægte topbrag i Boxer Herreligaen mellem to meget formstærke hold. Vi har talt med Mikkel Møller om onsdagens svære opgør.

 

– Jeg regner med, at det bliver en meget hårdt spillet kamp, hvor vi skal ud og løbe lidt med Skjern. Det er noget af det, vi har haft succes med tidligere, og har egentlig også haft et fint tag på dem. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at de ser rigtig stærke ud lige nu. De er godt sammenspillet, står godt i forsvaret og fungerer lige nu som et godt kollektiv. Det ville selvfølgelig have været en fordel for os, hvis de var blevet presset en smule mere mod Elverum, men det skete ikke. Jeg er dog ret overbevidst om, at vi kommer til at gøre det bedre end det norske mandskab.

 

Mikkel Møller har siddet en smule ude med knæproblemer. Til Aarhus-kampen kunne han godt have spillet, men på grund af en god præstation fra Tobias Møller på venstrefløjen, så var der ingen grund til at tage chancer.

 

– Knæet har det fint. Der var lidt problemer i forrige uge, men jeg har trænet fint med i hele sidste uge. Nu har vi lige et par træningsdage til at se, hvor jeg står, men jeg føler selv, at jeg er klar til at spille igen.

 

Opgøret spilles som sagt onsdag d. 30/9 klokken 19.30. Kampen kan følges på TV Sport, men vi kører vanen tro også liveupdate på Facebook.