Mikkel Hansen – en legende takker af

Foto (c) :  GOG/Lars Skaaning

”GOG klædte mig på til livet som professionel håndboldspiller”

Mikkel Hansen er i de flestes øjne Danmarks bedste mandlige håndboldspiller nogensinde. En fantastisk karriere slutter til sommer i Aalborg, men startskuddet til Hansens hånsboldeventyr gik fra en lille plet på Sydfyn. Mikkel gik på efterskolen i Oure i 2003/04, et år efter – og en ungdoms-guldmedalje rigere – spillede han på ligaholdet, blev dansk mester med GOG i 2007, inden han som 20-årig skiftede til FC Barcelona i 2008.

Senere er det blevet til utallige medaljer og titler med både klub- og landshold. Til sommer slutter en epoke for dansk herrehåndbold, når Mikkel Hansen sætter skoene på hylden – øvrigt ved siden af tre trofæer fra kåringer som verdens bedste håndboldspiller.

Vi har talt med Mikkel Hansen om tiden, hvor det hele begyndte. Hvordan han blev formet som professionel håndboldspiller i et lille landsbysamfund på Sydfyn.

Hvorfor tog du på Oure Efterskole og GOG?

Jeg tror gerne, jeg ville på Oure for at blive god. Altså jeg havde hørt meget godt om miljøet, og jeg tror, at jeg var sådan et sted, hvor jeg gerne ville et sted hen, hvor der var en masse andre, som havde lidt den samme drøm som mig selv om at blive rigtig dygtig til at spille håndbold. Hvor man kan sige, at når man er ungdomsspiller diverse steder, så er det jo ikke alle, der ligesom har den samme drøm som en selv.

Det kan jeg jo også se i dag. Der er mange, der kommer til håndbold af forskellige grunde. Der er jo nogle, der, ligesom mig selv, gerne vil være den bedste. Så er der nogle, som kommer, fordi deres forældre synes, det er en god idé. Så er der nogen, der kom for at hygge sig. Og der er nogle, der lavede alt andet end at træne håndbold. Så på en eller anden måde ville jeg ned i et miljø, hvor alle ligesom havde den samme agenda, på en eller anden måde.

Og levede det så op til dine forventninger?

Ja, det må man sige. Der har altid været en… Det var det i hvert fald dengang, jeg spillede der. Med en fed fordeling af rigtig, rigtig hårdt arbejde, men også at man havde det sjovt. Der var også plads til smil på læben, og de der ting. Og det, synes jeg, var vigtigt. Der var et rigtig godt miljø, hvor der blev trænet rigtig godt. Men der var også plads til sjov og ballade. Både på og udenfor banen. Det var et rigtig godt socialt miljø. Vi sås jo meget udenfor banen. Der var jo en masse ting, fx de der GOG-fester. Det var rigtig fint – både på og udenfor banen.

Har du stadig kontakt til nogle fra den tid?

Ja, der er mange. Både nogle jeg har gået på Oure med og spillet sammen med i GOG. Og når man møder nogle igen, som man ikke har set i lang tid, så har man altid en masse at snakke om. Så det er helt sikkert en tid, jeg selvfølgelig kigger tilbage på med et smil på læben. Det er en tid, jeg var glad for, fordi det er et rigtig rart sted at være. Der var en masse mennesker, der ville en det bedste. Og det er selvfølgelig altid en god følelse – specielt, når man er ung. At der er en masse mennesker, som er klar til at hjælpe en med diverse ting. Både med det håndboldmæssige, men også med de ting, der kunne opstå udenfor. Hver gang der var nogle problemer, så var der hjælp at hente.

Hvad har Oure og GOG betydet for dig?

Det har givet mig en god uddannelse inden for håndbold. Både på og udenfor banen, synes jeg. Det har klædt mig godt på til det liv, der ligesom kom senere. Og forhåbentlig gjort mig en lille smule mere selvstændig, end da jeg kom på Oure. Ellers var jeg nok ikke blevet dernede. Jeg synes også, at man stadig kan se, at der er nogle ekstremt dygtige trænere dernede, som gør et godt stykke arbejde med de unge spillere, der kommer. Selvfølgelig havde jeg en fantastisk oplevelse på Oure, men efter det var mindst lige så fedt. Det var en god tid sammen med en masse dygtige spillere, og hvor jeg lærte en masse. Og jeg blev godt klædt på til livet som professionel håndboldspiller.

Jeg prøvede jo det hele dernede. Fra at være ungdomsspiller og måske den bedste i min årgang. I hvert fald da vi vandt DM som ynglingespillere. Men så lige pludselig rykker man op på et seniorhold, og så er man ikke den bedste længere. Så får man lidt hård på brystet. Så skal man kæmpe endnu hårdere for tingene. Ja, fra at kæmpe for bare fem minutters spilletid, til at du lige pludselig er en af de mest dominerende spillere på holdet. For så at tage skridtet videre til udlandet. Så det har været et ret ideelt sted for mig. Jeg lærte både en masse om livet, men blev også dygtigere på håndboldbanen selvfølgelig – takket være det gode miljø. Det hjælper selvfølgelig også, at GOG har Oure, hvor man får nogle af de dygtigste spillere rundt omkring i landet, men man skal jo også kunne takle det og motivere de her spillere hele tiden. Så selvom de dygtige spillere kommer derned, så er det stadigvæk svært, fordi man skal jo gøre alle tilfredse. Og med mange dygtige spillere, er det ikke altid det letteste.

Er der nogle personer, som du husker, spillede en rolle for dig?

Claus Hansen betød selvfølgelig meget. Han var inde over med skole, og han var inde over håndbolden som træner også. Men jeg vil sige, alle de trænere, jeg havde, har betydet noget.

Jeg havde Frank Lajer og Sune Gren på juniorholdet. Senere havde jeg Carsten Albrektsen på ligaholdet og derefter Ulf Schevfert og Klavs Bruun, som betød meget for mig i GOG, men også senere i AG København.

Jeg husker stadig mit første møde med GOG. Det er jo stort, når man kommer ned på Oure, og man bliver udtaget til de første træninger, når man skal spille for GOG. Der er jo noget magisk over klubben, når man kommer der og skal på Oure. Altså lige pludselig være i et miljø, hvor alle er lige så gode som dig selv, og måske endda bedre. Der udviklede jeg mig ekstremt meget det første år – nok også som menneske.

Så var der de velkendte GOG-fester?

Ja, for eksempel. Det er jo også mange af de sociale oplevelser, man har sammen, som også giver en masse til, når man står derinde på banen og bliver presset. Så har man oplevet hinanden i nogle forskellige situationer, som gør, at man holder af hinanden på en helt anden måde.

Hvad er det for et talentmiljø, som GOG og Oure har skabt?

Det er et sted med en meget fin balance mellem seriøsitet og hård træning og med plads til smil på læben, og man griner lidt sammen en gang imellem. Nogle gange er det lidt misforstået, at hård træning er ensbetydende med, at der ikke er plads til sjov og ballade. Men det skal der jo være. Man skal forhåbentlig blive så dygtig, at det efter et par år bliver ens job. Og når det bliver ens job, så ændrer det sig en lille smule. Det er klart. Men jeg synes altid, at de var dygtige til at skabe det rigtige træningsmiljø ved, at folk ikke var i tvivl om, hvordan man skulle træne. Jeg tror også, det var en ting, man ligesom lærte. Når man kom til træning, blev der godt nok trænet hårdt. Men når vi så var færdige, så var der også en god, social tone. Det, tror jeg, er ekstremt befriende for mange spillere. Men også en hårfin balance, som landstræner Nikolaj Jacobsen også mestrer. Det her med at være ekstremt tæt på sine spillere. Men omvendt, når der så bliver fløjtet op, så ved folk godt, hvem der bestemmer.

Alle de klubber, jeg har været i, har hver sin charme, og hver sin måde at gøre tingene på. I GOG finder man spillerne tidligt. Det er jo ret fedt for GOG, at man har Oure. Det skal man ikke undervurdere. Man får godt nok mange gode spillere den vej. Men det gør man også kun, fordi man har et godt produkt. Jeg kan jo høre rundt omkring, at mange siger, at det er klart, at GOG får alle de her spillere fra Oure og sådan noget. Jo jo, men hvis det er så let at gøre, hvorfor gør ikke andre det så ikke? Det er jo fordi, det ikke er så let. Det er jo ikke let at skabe den kultur. Og det man kommer derned for. Det er ikke let. Det tager meget tid. Fordi det er jo også trænerne. Det er jo alle i klubben. Det er jo også seniorspillerne, der dengang også lige satte sig lidt ind i, hvem er ham der junior? Og hvem er ham yndlingsspilleren? Og sådan noget. Sådan som man interesserer sig for hinanden. Det er jo ikke bare én træner. Det er jo hele kulturen, og det er jo ikke noget, man bare lige gør. Der er mange, der efterfølgende har forsøgt at prøve at skabe det samme miljø, men der er jo ikke nogen, der har lykkedes. Så et eller andet unikt er der.

Når jeg ser tilbage på min tid på Oure. Det der med at være ude på en mark et eller andet sted, det tvang mig også til at tale med nogle andre mennesker, for man kan ikke lige tage ud i byen med vennerne. Det tvinger dig til at lave nogle andre ting, end hvad du for eksempel ville lave nu. Det tvinger ligesom nogle mennesker til at være sammen. Og det, synes jeg på en eller anden måde, er en ret fin ting.