Magaard vender hjem til GOG
I 2017 vandt han U18 DM med GOG, nu vender Andreas Magaard hjem til Sydfyn, på en toårig aftale, efter bl.a. 4 år i den tyske bundesliga.
Den 27-årige stregspiller har de seneste fire sæsoner cementeret sig, som en af de stærkeste stregspillere i Bundesligaen og har været en særdeles vigtig spiller for HSV Hamborg i sin tid i klubben.
Nu skifter han hjem til GOG, hvor han tilbragte sin ungdomstid i et talentfuld kuld af velkendte håndboldnavne, og hvor han har store ambitioner om igen at vinde titler i den gule trøje.
At Magaard har skrevet under på en toårig aftale og derved vender hjem til GOG på dette tidspunkt af sin karriere, er i den grad en blåstempling af klub, hold og ambitioner på Sydfyn. Sportschef Mikkel Voigt er da også meget begejstret over tilføjelse til næste sæsons trup:
“At Andreas Magaard – på nuværende tidspunkt af sin karriere – vender hjem til GOG, er et scoop. Den udvikling, han har gennemgået via fire sæsoner i HSV Hamburg, har været virkelig god. På nuværende tidspunkt er Andreas viceanfører i den tyske traditionsklub og vil med gode værdier og erfaring bidrage godt til det træningsmiljø, vi har i GOG.
I forsvaret får vi tilført en stor fleksibilitet via Andreas’ evne til at påtage sig forskellige opgaver og løse disse med et godt resultat. Vi får en moderne forsvarsspiller, som kan håndtere hurtige modspillere på et højt niveau og samtidig har størrelsen til at tage nærkampene med modstanderens stregspiller.
I angrebet får vi ligeledes tilført stor kvalitet, hvor han virkelig har evnen til at gøre sig relevant for sine medspillere i ethvert angreb. Han scorede 4 mål i snit pr. kamp i bundesligasæsonen 2024-25, hvilket er rigtig meget for en stregspiller.
Mest afgørende i denne proces har det været at fornemme den ærgerrighed og de ambitioner, Andreas indeholder – som han er overbevist om, at han vil få indfriet i GOG. Vi får en spiller hjem til Sydfyn, som er på toppen af sin karriere, og han higer efter at vinde titler i den gule trøje.”
For Andreas Magaard var beslutningen om at vende hjem ganske ligetil:
“Der er rigtig mange grunde til, at jeg valgte GOG. Jeg har hele min håndboldopdragelse i GOG, så jeg kender klubben ud og ind. Det har desuden været vigtigt for mig at komme til en klub, der deltager i de europæiske turneringer. Jeg tror på, at der ligger en masse udviklingspotentiale for mig i de europæiske kampe og i en dansk liga, som kun bliver stærkere. Derudover har jeg fået et rigtig godt indtryk af cheftræner Kasper Christensen og tror på, at han kan hjælpe mig med at finjustere på nogle ting. Jeg ser derfor ekstra meget frem til at få lov til at bære den gule trøje igen og mærke støtten fra alle de fantastiske mennesker omkring klubben”
Aftalen starter sommeren 2026 og løber frem til 2028.
FAKTA:
Andreas Magaard
Nuværende klub: HVS Hamburg
Tidligere klubber: GOG, TMS Ringsted, Nordsjælland
Kontrakt: 2026-2028