Tilbage til oversigt
Liga

Lukas, Lukas, Lukas, Lukas og atter Lukas

For sjette gang i sæsonen og for uhørte femte gang i  træk er Lukas Jørgensen blevet udvalgt til Rundens Hold af Tophåndbold efter 11. runde, hvor GOG besejrede Skanderborg-Aarhus med 32-31.

Lukas Jørgensen scorede fem gange på seks forsøg, og da han samtidig blev noteret for en assist og tre tilkæmpede straffekast blev den unge streg noteret for en såkaldt MEP-score på 4,61, hvilket altså ikke blev overgået af de andre stregspillere i ligaen i denne runde.

Med seks kåringer til rundens hold siger det næsten sig selv, at Lukas Jørgensen topper listen over spillernes præstationer i sæsonen. Med et gennemsnit på 4,34 efter 11 kampe er Lukas Jørgensen nummer et, mens Simon Pytlick og Emil Madsen med placeringerne som nummer 4 og 5 fuldender GOG-dominansen i top-5 over ligaens bedste spillere i sæsonen.