Lukas Jørgensen vender hjem til GOG
Den talentfulde stregspiller Lukas Jørgensen vender hjem til GOG til sommer.
Lukas Jørgensen skiftede fra GOG til Århus Håndbold i efteråret 2019, men før det spillede han for GOG både som senior og i ungdomstiden, hvor han er en del af den succesfulde årgang 99, der vandt DM som både U16 og U18 i GOG.
Og nu bliver han igen en del af ligaholdet i GOG fra den kommende sæson.
”Det er jeg rigtig glad for. GOG er en klub, jeg har rigtig mange følelser for efter mine mange år i klubben, da jeg gik på Oure. Så det er et skifte, jeg er rigtig glad for. GOG har udviklet sig meget, de to år jeg har været væk. Så det bliver utrolig spændende, og det ser jeg meget frem til,” siger 22-årige Lukas Jørgensen.
”Det er en GOG-dreng, der nu vender hjem som en endnu bedre spiller efter et par år på fremmed græs. Han skal være med til at løfte holdet på stregspillet med Anders Zachariassen ude noget tid endnu. Og vi er helt sikre på, at det vil Lukas gøre med stor kvalitet, så vi ser frem til at få ham tilbage næste sæson,” udtaler GOG’s direktør Kasper Jørgensen.
Lukas Jørgensen kommer i første omgang hjem til GOG på en 1-årig kontrakt.