Lasse Kronborg får 2-årig aftale
Det er med stor glæde, at GOG kan meddele, at Lasse Kronborg har forlænget sin nuværende kontrakt med to år. Lasse har været en fast del af GOG siden 2010, og han er en vigtig og integreret del af ligaholdet. Lasse har de seneste år døjet med en ondsindet knæskade, men er nu endelig helt tilbage på sit gamle niveau, og derfor ser både klubben og Lasse Kronborg en kontraktforlængelse som det helt naturlige skridt for begge parter.
Lasse Kronborg siger følgende om kontraktforlængelsen:
”Jeg har gennem årene fået et mere og mere gult hjerte, så det var et helt naturligt valg for mig, da klubben henvendte sig med en kontraktforlængelse. Jeg er samtidigt rigtigt glad for at bo på Fyn, og når det kan kombineres med mine store sportslige ambitioner, kan det ikke blive bedre. Det er et unikt sted at være håndboldspiller med hele den fantastiske klubkultur, som gennemsyrer GOG, og det mærker jeg for alvor, hver eneste gang vi spiller i GOG Arena foran 1800 engagerede tilskuere. Jeg er glad for at trække den gule trøje over hovedet, og det skal jeg heldigvis fortsætte med et stykke tid endnu.”
Kasper Jørgensen siger følgende om kontraktforlængelsen:
”Vi er rigtig glade for, at vi har lavet en toårig aftale med Lasse Kronborg. Han har igennem snart seks år vist sig at være en meget trofast spiller og medarbejder for GOG, og derfor har aftalen ikke været svær at lave. Lasse har igennem årene varetaget en rolle som lidt af en multispiller for holdet, og han har i lang tid været en af dirigenterne i forsvaret. I år er han dog også flot trådt til som playmaker i fraværet af andre spillere, og det er dejligt at have en spiller, som formår at byde ind i begge ender af banen.”