Tilbage til oversigt

Kevin Møller om Flensburg Handewitt: En kæmpe oplevelse

 

Kevin Møller var ude og se kampen mellem GOG og Ribe-Esbjerg HH i lørdags. Her fangede Jørgen Autzen den tidligere GOG-keeper til en snak om, hvordan det går i Bundesligaklubben, Flensburg Handewitt. Det kom der et rigtig spændende resultat ud af.

 

Kevin Møller nyder tilværelsen i det tyske og er blevet masser af oplevelser og erfaringer rigere.

 

 – Det går rigtig godt. Jeg føler, jeg har udviklet mig rigtig meget dernede og lært en masse ved at være dernede i omgivelserne. Det er jo en kæmpe oplevelse at være i den tyske håndboldkultur og tage ved lære af de drenge, jeg spiller sammen med.

 

Kevin Møller danner målmandspar med svenske Mathias Andersson, som ind til videre har fået størstedelen af spilletiden i målet. Den 25-årige keeper glæder sig til, at der med tiden tilfalder ham noget mere spilletid.

 

 – Jeg glæder mig til at få lidt tid på kassen, og så må vi se, hvornår det er. Ind til videre så er jeg meget tålmodig, og så handler det om at udvikle mig og gøre mig fortjent til flere minutter, siger Kevin Møller.

 

Forskellen mellem den danske liga og den tyske liga er til at tage og føle på. Både tempoet og intensiteten til kampene er en af de væsentligste forskelle.

 

 – Tempoet er lidt højere. Selvfølgelig har GOG et højt tempo, men der er så også flere tekniske fejl end dernede (i Tyskland red.). Trykket ude fra lægterne er også noget større, end man er vant til fra den danske kultur. Så det er en helt anden kultur at komme ned til, og der er et helt andet set-up til kampene.

 

Kevin Møller har skrevet under på en fireårig kontrakt med Flensburg Handewitt.