Tilbage til oversigt
Liga

Kasper Jørgensen: Det er derfor, vi spiller håndbold

GOG-direktør Kasper Jørgensen ser frem mod endnu en stor europæisk aften i Arena Svendborg den 1. april, når GOG tager imod Sport Lisboa e Benfica i en altafgørende playoff-kamp i EHF European League, hvor der er en europæisk kvartfinale på højkant.

“Det er jo det her, vi arbejder for hele sæsonen. Muligheden for at være med i de helt store europæiske kampe er belønningen for indsatsen på banen – både for spillerne, der får lov at måle sig mod de bedste, og for vores fantastiske fans, der kan opleve håndbold på allerhøjeste niveau. Stemningen, spændingen, intensiteten – det er noget helt særligt,” siger GOG-direktøren, der også glæder sig, fordi kampene er med til at give de gulblusede tro på mere:

“Når vi møder de bedste, bliver vi også selv bedre. Det er i disse kampe, at spillerne udvikler sig, og vi som klub kan se, hvor langt vi er nået. Europæiske knockout-kampe er noget helt specielt med intensiteten, presset og den passion, der gør håndbold til noget unikt. Det er de aftener, man drømmer om som spiller – og som klub vil vi gerne give vores fans så mange af dem som muligt.”

Hvis GOG vinder over Benfica, venter en kvartfinale i EHF European League mod ingen ringere end SG Flensburg-Handewitt, men først skal fynboerne klare en stor udfordring mod portugiserne.

“Benfica er et klassemandskab. De spiller på et højt niveau i den portugisiske liga, hvor de ligger lige i hælene på Porto og Sporting. Det er et hold med masser af europæisk erfaring, og vi skal ramme vores bedste niveau for at gå videre. Vi skal skrue op for alt, hvad vi har, og så er den næste kamp bare den utrolige gulerod,” siger Kasper Jørgensen.

GOG møder Benfica i Portugal i den første kamp, før de afgørende 60 minutter i Arena Svendborg, hvor  GOG-chefen håber, at opbakningen fra hjemmepublikummet kan blive en afgørende faktor, hvis det bliver tæt.

Hvis GOG formår at besejre Benfica over to kampe, venter en kvartfinale mod SG Flensburg-Handewitt, hvor fynboerne i givet fald står over for en perlerække af tidligere GOG-spillere,, heriblandt Kevin Møller, Emil Jakobsen, Lukas Jørgensen, Niclas Kirkeløkke, Lasse Kjær Møller og Andreas Holst Jensen. Derudover tæller truppen også danske landsholdsstjerner som Mads Mensah og Johan Hansen, hvilket vil gøre et eventuelt møde til noget helt særligt for både spillere og fans.

“Det er en fantastisk motivation for vores trup, men selvfølgelig også for tilhængerne på lægterne, fordi der er så mange af de gamle helte, og det giver en ekstra energi til spillerne på banen. De her aftener bliver husket i lang tid.”

Kampen mod Benfica spilles den 1. april i Arena Svendborg. Hvis kvartfinalen mod Flensburg-Handewitt bliver aktuel, vil billetkøbere fra kampen mellem GOG og Benfica modtage en mail med et link tre timer før billetsalget åbner for øvrige interesserede. Kampen vil i så fald blive spillet i Arena Svendborg den 22. april.

 

Køb din billet til GOG-Benfica 1. april kl. 18.45.