Kasper J: Vigtig kamp i vente
Når GOG mandag aften tørner sammen med Ribe-Esbjerg i Herre Håndbold Ligaen, er der mere end point på spil. Sæsonens første opgør mellem de to mandskaber sluttede nemlig med en sejr til jyderne, og det nederlag skal revancheres, siger direktør Kasper Jørgensen.
“Det er på alle måder en meget vigtig kamp i aften. For det første skal vi have vist, at nederlaget i septemper i Gudme var en fejl, og for det andet, er det ekstremt vigtigt, at vi får så mange point til kontoen som muligt, så vi kan komme i spil til de første to pladser inden slutspillet,” siger Kasper Jørgensen.
På grund af programmet, der i øjeblikket dikterer kampe i både ligaen og i Champions League hver uge, trænede GOG-spillerne i Oure i weekenden, og i denne uge er der ikke mindre end tre kampe på programmet:
Mandag ude mod Ribe-Esbjerg, torsdag hjemme mod Magdeburg i Odense og endelig ude mod Mors-Thy søndag.