Tilbage til oversigt
Liga

Kasper C. tilfreds med indsatsen i EHF European League

Trods tirsdagens nederlag i Schweiz til HC Kriens-Luzern, ligger det nu fast, at GOG er officielt klar til mellemspillet i EHF European League, og at de gulblusede bringer to point og en meget vigtig indbyrdes fordel med videre i turneringen.
Gruppespillet bliver en spændende og udfordrende affære, hvor GOG skal op imod Granollers fra Spanien og det franske storhold Montpellier, mens pointene fra kampe mod HC Kriens-Luzern også indgår i det samlede regnskab.
Montpellier er favorit til at tage førstepladsen i gruppen, da klubben som det eneste hold har fire point med videre. Men for GOG ligger der dog en god mulighed for at kæmpe om den vigtige andenplads, da holdet med bedre indbyrdes målscore mod HC Kriens-Luzern står stærkt i dét regnskab. Selv en tredjeplads i gruppen giver en plads i playoff-kampene, om end næste modstander så bliver et nyk værre, da det så bliver en gruppetoer i stedet for en gruppetreer.
Og selvom GOG-træner Kasper Christensen gerne havde lukket det indledende gruppespil med en sejr i Schweiz, er han meget begejstret for holdets præstationer i den europæiske turnering indtil videre.
“At vi er klar til mellemspillet i EHF European League med to point og samtidig fører den danske liga, er helt sikkert godkendt. Det vidner om en dedikeret trup, der leverer på højeste niveau,” siger Kasper Christensen.
”Vi har været oppe mod et slovensk mesterhold og et spansk tophold, og har hentet 9 ud af 12 point. Det var bestemt ikke givet på forhånd, og det kan vi trygt tillade os at være tilfredse med,” siger Kasper Christensen, der også er optimistisk i forhold til videre avancement i turneringen, når mellemrunden spilles fra 11. februar til den 4. marts 2025.
“Montpellier er uden tvivl favorit til førstepladsen med deres fire point, men vores stærke position i forhold til HC Kriens Luzern giver os en solid chance for at sikre andenpladsen. Vi går efter førstepladsen, og selvom det kræver mindst tre point mod Montpellier, tror vi på, at det er muligt,” siger GOG-træneren, der også benytter også lejligheden til at fremhæve den samlede indsats, som truppen har leveret:
“Holdets præstationer i Europa har været absolut godkendte, og det er imponerende, at vi samtidig topper den danske liga. Det vidner om, at mange spillere har været dygtige til at løse forskellige opgaver.”
En førsteplads i gruppen vil give et kæmpe forspring i kampen om at nå Final4, og derfor vil GOG gå helhjertet efter at tage kampen op med de kommende franske og spanske modstandere for at skabe overraskelsen.
“Vi vil forsøge at stå godt forberedt til de kommende kampe i Europa. Vi ved, at vores topniveau er højt, for os handler det om at løfte stabiliteten og samtidig udvikle endnu flere værktøjer i vores koncept,” afslutter Kasper Christensen.