Kan I huske finale-festen? FanZone var guldmedalje værd
Da GOG den 8. juni tog imod gæsterne fra Aalborg Håndbold i det første opgør i DM-finaleserien, var området foran Phønix Tag Arena i Gudme trukket helt i gult med et særligt arrangement, der var døbt ”FanZonen”.
Bag arrangementet stod kampsponsor Energi Fyn, der sammen med Albani, Lundbygrillen og Interaktiv ApS havde sørget for øl, pølser og storskærm, så kampen og – ikke mindst – fællesskabet kunne opleves live, også de fans, der ikke havde billet til hallen.
“Det var en virkelig god dag, hvor vi oplevede den helt specielle GOG-stemning og det gode fællesskab, som vi havde håbet på, og vejret var fantastisk. Bortset fra, at Aalborg snuppede det ene point inde i hallen, kunne vi ikke have drømt om mere,” siger Paw Jakobsen, der med Energi Fyn har været en del af partnerkredsen i GOG i årevis, og derfor ikke for alvor blev overrasket over, at alt i FanZonen blev afviklet til den store guldmedalje.
“Jeg synes, at det er fantastisk, at en gruppe sponsorer kan gå sammen og blive enige om sådan et projekt, og det viser i høj grad en del af det fællesskab, der er omkring klubben. Jeg har ikke kendskab til, at der findes noget tilsvarende i andre klubber.”
Fynsk fællesskab og kæmpe oplevelse
Ifølge Paw Jakobsen var FanZonen bygget op fordi sponsorerne gerne ville være med til at gøre noget særligt for de mange fans, der ikke kunne få billetter til den totalt udsolgte kamp.
“Billetterne kunne jo være solgt mange gange, og sådan er det til finalerne i en lille by, og derfor er vi også glade for, at vi kunne være med til at skabe en god stemning uden for hallen, og det synes jeg bestemt lykkedes. Det var helt sikkert et koncept, som vi gerne vil være med til at gentage en anden gang, hvis det bliver relevant,” siger Paw Jakobsen, der også var på lægterne i Aalborg og efterfølgende med i Gudme, da guldmedaljerne blev fejret tre dage efter i det andet opgør.
“Det var en kæmpe oplevelse at se dem vinde i Aalborg, men festen i Gudme var helt ubeskrivelig. Det var jo ikke kun i hallen, men i hele byen, at guldfesten var i gang, da vi kørte derned sent, sent søndag aften. Vi havde jo alle sammen troet på og håbet på, at GOG kunne vinde guldet, men det var alligevel specielt at være med til at fejre det.”
GOG er meget mere end en guldmedalje
De sydfynske guldmedaljer faldt på et tørt sted efter 15 års DM-titel-tørke, men selvom Paw Jakobsen var glad for triumfen, understreger Energi Fyn-manden, at partnernes støtte til klubben i høj grad påvirkes af de menneskelige triumfer, der er blevet fejret i årtier, og stadig bliver hver sæson:
“Vi tror på, at GOG kan vinde guld igen i år, men GOG er meget mere end en guldmedalje. Hele arbejdet med at udvikle de unge mennesker og den måde, som det ene talent efter det andet springer ud på, er meget mere værd end guldet. Bedst som den ene har fået muligheden for at søge nye eventyr i store klubber, springer den anden ud af skyggen for at afløse på højeste niveau. Det kan man kun, hvis man har det rette miljø og fordi man har et helt særligt fællesskab, hvor alle vil det bedste for hinanden. Det er det, vi kan her på Fyn.”