Tilbage til oversigt
Partner

Ingen nøgenløb, men forretning og en gul plads i hjertet

Da GOG var i Barcelona og spille Champions League rejste 48 partnere med. Netværk, sightseeing og håndbold på øverste hylde var på programmet. For Anita og Thomas Bo Rasmussen fra Cocina var den første udenlandstur med de gule fra Sydfyn.

”Det var jo lidt med bange anelser, at vi tog afsted. Med den historik GOG har med nøgenløb, og jeg ved ikke hvad. Men det skulle vi heldigvis ikke. Det var en rigtig god tur,” fortæller Thomas Bo Rasmussen med det største grin.

Sammen med hustruen Anita ejer han virksomheden Cocina, som har 35 ansatte driver syv kantiner og leverer – som de selv udtrykker det – en ordentlig røvfuld kuverter ud til sultne fynboer hver eneste dag. Turen til Barcelona var første gang, Anita og Thomas rejste med GOG’s netværk. Og det blev en tur langt over forventning.

”Vi fik forbavsende meget ud af det. Både personligt og arbejdsmæssigt. Men det er jo altid sådan, at hvis man giver noget af sig selv, så får man jo 1000 gange igen.”

Thomas Bo Rasmussen kendte ikke ret mange på forhånd, da Cocina er ret nye i netværket. Men allerede i flyet derned blev ham og Anita placeret ved siden af nogle, de ikke kendte. Og hver gang de var ude og spise, blev de sat ved siden af nogle nye, så de fik lært mange forskellige partnere at kende på turen.

”Det er jo en netværkstur. Så folk er med, fordi de har en kærlighed til GOG, men også fordi de vil lave forretning. Der blev talt masser af forretning, uden at det blev slesk. Vi fik da et par konkrete kontakter med hjem, som vi kan arbejde videre med,” fortæller Thomas Bo Rasmussen.

Gul i hjertet – vild med de unge

Turen bød på store oplevelser i den spanske storby, men på håndboldbanen så det svært ud for GOG mod mægtige Barcelona. Især i starten af kampen. Men så kom flere af de unge spillere på banen og anden halvleg var en stor oplevelse – både for de unge på banen, men også for de medrejsende partnere på tilskuerpladserne.

”Så kom de unge løver ind, og det var tydeligt at se, at her er virkelig noget potentiale. Og det er jo det særlige ved GOG. Her køber man sig ikke til de store stjerner, men udvikler dem selv. Og der er jo en verden til forskel,” mener Thomas, der sammen med hustruen Anita besluttede, at nu vil de ikke kun støtte ligaholdet i GOG. Der skal også gå nogle støttekroner til et ungdomshold i klubben.

”I GOG kan man mærke, at der er en moderklub. Der er ungdomsspillere i hallen og se deres idoler. Og i Barcelona fik vi et indblik i, hvem der er på vej som de næste.”

Det er ikke sidste gang, at Thomas og Anita Bo Rasmussen tager på tur med GOG-netværket. Næste gang vil de kende mange flere. Netværk handler om forretning på den lange bane, mener Thomas, der beskriver de konkreter salgssnakke fra Barcelonaturen således:

”Det er mere, at man hjælper hinanden i netværket. Frem for klassisk salg. Vi hjælper hinanden, fordi vi er fælles om vores interesse for GOG. Og det er rigtig godt.”