Tilbage til oversigt
Partner

Historisk stor aftale mellem GOG og Fynske Bank

Det er en helt særlig underskrift GOG-direktør har sat på den nye hovedsponsoraftale med den mangeårige partner i klubben, Fynske Bank.

”Historisk set er det den største aftale, jeg har været med til at lave i min tid som direktør i GOG”, udtaler en glad Kasper Jørgensen.

Aftalen med Fynske Bank, der er en stor spiller på Sydfyn, er blevet forlænget med yderligere to år, så partnerskabet nu fortsætter frem til sommeren 2025.

”Jeg ser GOG som et sted, hvor man samles. Både bredden i den fantastiske ungdomsafdeling, de mange frivillige, foreningen med den berømte kultur, og så er der også de professionelle, som præsterer blandt de allerbedste. Sådan ser jeg også Fynske Bank,” siger Henning Dam, der er adm. direktør i Fynske Bank.

”Vi er på en vækstrejse. Vi vil meget gerne vokse på Fyn – vores fælles hjemmebane. Og der tror jeg, at det match, at vi vil favne hele Fyn og hele hjemmebanen, gør, at det er helt naturligt for os at være sponsor fremadrettet.”

Henning Dam er imponeret over GOG’s præstationer de senere år – både med fantastisk talentudvikling, men også de flotte pokaler, der er hentet til Gudme de seneste to sæsoner. GOG-direktør Kasper Jørgensen er også begejstret for aftalen og glæder sig til at bygge yderligere på det gode samarbejde, de to parter har haft i mange år med tophåndbold på Sydfyn. For det er noget af det, der skal til, for at de gule kan kæmpe med om guldet.

”Aftalen hjælper os med at opnå vores store ambitioner. Vi vil gerne vinde flere danske mesterskaber, og det kan vi kun via samarbejder med gode partnere. Så det hjælper Fynske Bank os med,” slutter Kasper Jørgensen.