Tilbage til oversigt

HISTORIEN BAG: Kulturbæreren

SEF Arena emmer af historie og kultur – af sved og harpiks – af pokaler og fællesskab. ”HISTORIEN BAG” fortæller de gode historier, der gemmer sig i hallen i Gudme, og som det måske ikke er alle, der kender.

 

I anledningen af GOGs 40 års jubilæum i 2013 ønskede gode kræfter i klubben at give en gave til GOG Håndbold, som har givet en lang række spillere, trænere, frivillige, forældre og fans massevis af gode oplevelser med håndbold i Gudme.

 

Du har måske nok set den lille bronzestatue, når du er i hallen. Ved indgangen til den store hal lige uden for cafeteriet står den og fortæller historien om en klub, der har sat sig i mange håndboldelskeres hjerter.

 

Når man først har været i GOG, hænger det ligesom ved, lyder det tit, når man taler med nogen, der har spillet i den gule trøje eller støttet på sidelinjen.

 

GOG er båret frem af hårdt slid, vilje og mange kulturbærere. Det er en klub, hvor mange tænker tilbage på en særlig tid i deres håndboldkarriere. Meget ofte hører man, at det som gør GOG til en helt speciel klub, er den helt unikke kultur. Og det symboliserer figuren.

 

Statuen hedder ”Kulturbæreren” og blev finansieret ved en indsamling blandt alle med tilknytning til GOG, som ønskede at være med. Det var altså ”vores” gave til GOG Håndbold i anledningen af jubilæet, som arbejdsgruppen formulerede det. En gruppe på tre GOG-ildsjæle – Jan Pytlick, Jens Chr. ”Jenser” Jensen og Niels-Peter Nøddeskou-Fink.

 

Det er den verdenskendte, fynske kunstner Keld Moseholm, der har lavet ”Kulturbæreren” med sine berømte, små, tykke mandstumlinger. Statuen blev præsenteret i forbindelse med GOG Håndbold jubilæumsreception den 3. maj 2013.