Gyser afslutning i TV Kamp
Det blev mere spændende end vi havde håbet på i gårsdagens kamp.
Vi gæstede et Århus hold der var uden point i deres første tre kampe, og derfor var det et tændt Århus mandskab der mødte os fra starten af kampen.
GOG’s første to mål blev sat ind af en stærkt skydende Niklas Kirkeløkke, der mange gange testede Jens Fredsgaard i Århus målet, det blev til 6 stk. for Niklas den aften.
Vi blev hårdt ramt i vores forsvar i begyndelsen af kampen, hvor Gøran Søgaard hurtigt fik to meget tynde udvisninger, og derfor skulle spares i forsvars spillet resten af kampen.
Kampen må have været yderst seværdig for den neutrale tilskuer. Angrebene fløj frem og tilbage, og begge målmænd fik en masse skud imod sig. Vi fik skudt Jens Fredsgaard varm, og derfor udeblev målene og vi gik til pause bagud med 16-15.
I gårsdagens kamp var der comeback til Lasse Møller, og sikke et comeback. Lasse blev GOG topscorer med 9 mål, hvor af det sidste var der allervigtigste.
GOG kom rigtig skidt ud til anden halvleg og kom bagud med 4 mål, men et stærkt kollektivt samarbejde gjorde at vi med 15 minutter tilbage af kampen fik udlignet Århus føringen. Derfra var der kun spænding tilbage. Vi kom hurtigt foran med 2 mål, men smed det væk til sidst efter en Århus timeout og igen en stærkt spillende Jens Fredsgaard.
Med 30 sekunder tilbage af kampen har Århus angreb med stillingen 29-29. Århus får lov til at spille den rundt, rigtig længe og med 20 sekunder tilbage fisker Mark Strandgård bolden, og så går det hurtigt den anden vej. Efter lidt spil og en timeout fra Jakob Larsen og med 2 sekunder på uret får the comeback kid Lasse Møller bolden og smadrer den ned i højre målhjørne uden chance for Jens Fredsgaard.
Det betyder 2 point yderligere på kontoen og sejre i de to seneste vitale opgør.
Næste kamp er allerede på lørdag. Her kommer de nye drenge fra TM Tønder på besøg kl. 16:00 i GOG Arena.