Guldregn over GOG-talenter ved DM-finaler
Det blev ikke til en gentagelse af de seneste to sæsoners guld-fest for ligaherrerne i GOG. Men i ungdomsafdelingen har der været masser af champagne, guldhatte og jubeldans. Og flere af dem vil skal vi sandsynligvis se mere til på ligaholdet den kommende sæson.
To weekender i træk har GOG kunnet juble over talenternes flotte præstationer. Både U17 og U19 har været suveræne den her sæson, og det hele kulminerede de seneste weekender med DM-titler og guldmedaljer.
”Det mest overraskende omkring U17-holdet er, at vi vandt DM med rigtig gode defensive præstationer. Sådan plejer det ikke at være. Men I år har vi et hold, hvor de er rigtige dygtige i forsvaret plus to af Danmarks bedste U-17-målmænd. Det er faktisk også et fokusområde, vi har i klubben, og også forsætter med fremadrettet. Vi vil kigge efter spillere med gode defensive kompetencer, så man ikke bare er god i den ene ende,” fortæller talentchef Mikkel Voigt.
Lige så suveræne var GOG’s U19-drenge, der gik ubesejret gennem hele sæsonen og nu også kan kalde sig danmarksmestre. Og hvis talentchefen skal fremhæve tre spillere, som publikum i Phønix Tag Arena skal holde øje med den kommende sæson:
”Frederik Emil Petersen er en af de mest eksplosive duelspillere, jeg kan komme i tanke om. En type ligesom Hjalte Lykke. Han er rigtig dygtig til finter begge veje og har et godt stående skud. Så er der Emil Tonnesen, som har en god spilforståelse. Han læser spillet godt og er god til det hurtige spil. Og så er han rigtig dygtig til at afslutte, selvom han bliver tacklet. Til sidst skal vi også nævne Lasse Sunesen Vilhelmsen, som individuelt er rigtig god. Han har en god timing og er alsidig i sit spil. Han kan skyde, lave finter og er også dygtig i det defensive arbejde. Og så er han god til at erobre bolde og løbe kontra. Man kan se, at han er vokset op i GOG og har et godt overblik i kontrafasen, meget direkte og målfarlig i den del af spillet,” lyder ordene fra Mikkel Voigt om de tre spillere, han forventer kommer med en gang imellem på ligaholdkortet den kommende sæson.
”Ligesom vi har set med Hjalte Lykke, kommer de til at ligge mellem at spille U19 og på ligaholdet de kommende sæsoner. Så det er tre spillere, vi har store forventninger til.”
Ikke alle talenter fra Oure og GOG’s ungdomsafdeling får en plads i ligatruppen, så Mikkel Voigt påpeger, at GOG og Oure også leverer masser af spiller til andre liga- og 1. divisionsklubber i hele Danmark.
”Vi glæder os til at holde øje med dem alle og følge dem på deres vej. Vi ønsker dem alt det bedste, og hvem ved? Måske ser vi dem i gult igen en dag.”