Tilbage til oversigt

GOG vandt sikkert sidste test

Der var lagt op til fredagsfest i Midtfyns fritidscenter, og publikum fik da også noget seværdigt håndbold langt hen ad vejen.

HK Drammen var taget helt fra Norge på en lille træningslejr i Danmark og skulle her til aften prøve kræfter med den danske håndboldliga. Drammen er trænet af René Hamann-Boeriths, som tidligere var en stor GOG-koryfæer. Nordmændene havde også dansk islæt på banen, idet to tidligere GOG’ere, Martin Vilstrup og Mads Bruus, har taget turen til Norge og prøver lykken i den norske liga.

 

Ret hurtigt blev det klart, at GOG nok var det bedste hold på banen. Drengene fra Sydfyn kom foran med 8-2, inden Drammen kom lidt bedre ind i kampen. Forsvaret og Søren Haagen holdt et højt niveau, og kontraen kørte som en velsmurt maskine. Midtvejs i halvlegen kom der lidt grus i maskineriet i en periode som mest af alt mindede om kædeudskiftning i ishockey. Drammen kom tæt på, inden GOG’erne satte en prop i og kunne gå til pause med en føring på 14-11.

 

Anden halvleg startede som første, og GOG fik hurtigt opbygget et forspring på 7-8 mål. Herefter var der plads til at få alle i spil, og de unge drenge kom igen ind og bidrog med flot spil. Det sluttede med en velfortjent sejr på ti mål, mod et ungt og positivt Drammen-mandskab, der bliver spændende at følge i den norske liga, men stadig mangler en del for at måle sig med de danske ligahold.

 

Hos GOG var der store plusser til Søren Haagen, som holdt et højt niveau hele kampen igennem. Også Chris Jørgensen og Aku Kreutzmann var store profiler på et GOG-hold, som ser klar ud til ligastart.

 

På onsdag går det løs med de gældende kampe, når de gule skal en tur til Lemvig i pokalturneringens 1/8 dels finale.