GOG tog sjette sejr på stribe
SønderjyskE har i de senere år været en modstander, der har givet GOG-spillerne mange grå hår i hovedet, men torsdag aften lykkedes det i dén grad for Krickaus udvalgte at få revanche, da GOG vandt 33-25 på udebane.
Og det var en kamp, hvor taktstokken fra start blev ført af GOG-spillerne. De gulblusede scorede tre gange, før hjemmeholdet kom på tavlen, og selvom SønderjyskE i første omgang fik bremset GOG-toget, så viste tavlen overbevisende 17-12 til GOG efter de første 30 minutter.
I anden halvleg fortsatte den fynske dominans, og i kampens slutfase viste GOG-spillerne på ny, at de lige nu er blandt ligaens stærkeste, når det gælder om at spille for fuld damp i alle 60 minutter. SønderjyskE havde fået reduceret føringen til 28-24, men så tog Møller & Co. fat igen, og med fire hurtige mål i træk, var det helt udelukket, at hjemmeholdet kunne holde Skansen.
Topscorer for GOG blev Lasse Møller med 8 mål, mens Emil Jakobsen kom på tavlen 5 gange.
Sejren betyder, at GOG med sikkerhed forsvarer tredjepladsen, uanset udfaldene i rundens andre kampe, og dermed ser det lovende ud i forhold til at tage point videre med i slutspillet.