GOG tabte knebent i Aalborg
23-22 til Aalborg stod der på måltavlen efter 60 minutter i Gigantium. Det blev langt hen ad vejen en tam og uskøn affære, hvor GOG’erne havde kæmpe problemer med at lave mål.
De gule kom ellers fint fra start og kom foran med 3-1. To tynde udvisninger i træk gjorde, at Aalborg kom med i kampen igen og faktisk bragte sig foran med 6-4. Det var store fejl i angrebet, som resulterede i kontrascoringer til aalborggenserne, der fik GOG til at halte efter.
Herefter fulgtes de to hold rimeligt ad langt hen i halvlegen, men hele tiden med nordjyderne i teten. Det var derfor meget fortjent, at Aalborg kunne gå til pause foran med 14-12.
Anden halvleg startede egentligt fint for GOG. Holdet holdt Aalborg fra at score i syv minutter og var blandt andet i overtal i to minutter. Men hvad hjælper det, når GOG scorede sit første mål i anden halvleg efter 11 minutter. Fire fem kæmpe chancer blev brændt og aalborgkomplekset begyndte at tage form igen. De rød hvide nordjyder fik først hul på bylden i et overtal, og kom foran med fire mål. Denne føring, haltede et godt fightende men desværre ineffektivt GOG-mandskab, efter i hele anden halvleg, og da de først begyndte at hale ind, var det desværre for sent. Da chancen var der for at komme på minus én med fem minutter igen, blev der igen brændt, og da muligheden opstod endnu engang ramte Mads Bruus afslutning symptomatisk nok indersiden af overlæggeren og hoppede ud.
Det var en kamp, hvor GOG’s forsvar og Kevin Møller i lange perioder stod rigtigt fornuftigt, men desværre kom det ikke til udtryk i de vanlige kontrascoringer. Aalborg var dygtige til at løbe retur, og det endte faktisk med at nordjyderne vandt den indbyrdes kontrakamp stort.
Nu er der lagt op til et drama uden lige i sidste runde af håndboldligaen på lørdag. En sejr eller uafgjort mod TMS vil sende GOG i slutspillet, mens et nederlag betyder, at der skal hjælp til fra andre sider. Fire hold har chancen for at blive sorteper. Skanderborg, Aarhus, BSV og os selv. Lad os håbe at drengene selv gør arbejdet færdigt og kommer i det slutspil.
Der er stadig ståpladser at få, så kom i hallen og bær drengene ind over målstregen.