Tilbage til oversigt

GOG taber til Mors-Thy

GOG skulle denne lørdag på en svær udebanekamp mod Mors-Thy. Det nordjyske hold havde i runden forinden tabt med 12 mål mod Aarhus Håndbold, og derfor var det forventeligt, at det var et revanchelystent mandskab, de gule drenge lørdag stod overfor. Mors-Thy har igennem årene fået nogle fornemme resultater på hjemmebanen, og der var absolut ingen tvivl om, at GOG skulle finde det gode spil fra første fløjt, hvis de skulle have noget med hjem.

 

De to hold startede jævnbyrdigt og efter seks minutter var stillingen 3-3. Her efter rykkede GOG hurtigt på 3-6, men det varede ikke længe, før Mors-Thy igen vågnede op og scorede fire hurtige mål til stillingen 7-6. Den gamle GOG-målmand, Søren Haagen, startede helt vildt i Mors-Thy kassen og lukkede fuldstændigt af i en periode i første halvleg. Det så virkelig ud til, at der var noget, som skulle bevises mod de gamle holdkammerater. Han snuppede blandt andet to straffekast og gjorde virkelig livet surt for GOG-spillerne. Espen ville heldigvis ikke stå tilbage for sin kollega i den anden ende, og han var reelt spilleren, som holdte GOG inde i kampen i en periode. Redningerne fra Espen gav heldigvis udbytte til sidst, og GOG kunne vende 11-8 til 13-12 efter en flot slutspurt. Dette var også stillingen da de første 30 minutter var gået, og der var altså lagt op til en yderst spændende anden halvleg.

 

Søren Haagen var desværre også klar fra anden halvlegs start og havde flere 100 % redninger fra første fløjt. Espen fulgte dog flot trop og kunne også notere sig for flere flotte indgreb. GOG var flere gange foran med to i starten, men hver gang bragte Mors-Thy sig tilbage i kampen, og derfor lå kampen og vippede, da der var spillet omkring 10 minutter. Man sad på dette tidspunkt med fornemmelsen af, at GOG var bedst, men at hjemmeholdet holdte sig inde i kampen via stor fight. Mors-Thy praktiserede et meget offensivt forsvar i perioder af anden halvleg, men GOG spillerne endte næsten hver gang med at finde hullerne alligevel. Da der var spillet 15 min var stillingen 14-15 til GOG, og spændingen altså fortsat helt intakt. GOG rammes i den efterfølgende periode af rigtig mange udvisninger, og det går naturligvis ud over rytmen i kampen. Selvom GOG er i undertal i et stykke tid, så udnytter værterne det ikke særlig godt, og derfor slipper GOG helskindet igennem den lange periode. Den sidste periode i kampen bliver meget tæt, og det bølger igen frem og tilbage. Med tre minutter igen er hjemmeholdet foran med et enkelt mål, og her knækker kampen desværre. GOG formår ikke at score mål i den sidste periode af kampen, og det bliver meget dyrt. Mors-Thy vinder 24-23 i ”Bette Balkan”.

 

Allerede tirsdag går det løs igen, når GOG gæster HC Midtjylland i endnu en svær udekamp. Kampen fløjtes i gang 20.30. 

 

MÅL:

Tobias Møller: 4

Andreas Holst: 3

Aku Kreutzmann: 3

Henrik Jakobsen: 3

Lars Hald: 2

Mark Strandgaard: 2

Lasse Møller: 2

Niclas Kirkeløkke: 1

Lasse Kronborg: 1

Kasper Kildelund: 1

Minik Dahl-Høegh: 1