GOG overvintrer på førstepladsen efter hæsblæsende sidste minutter ude mod TTH Holstebro
GOG fastholder førstepladsen med en sejr på udebane mod TTH Holstebro, 35-36, og overvintrer dermed som nummer 1 i Ligaen frem til februar, når liga-håndbolden igen går i gang.
Efter en skæv start, hvor TTH Holstebro kom foran 4-0, kom de gulblusede stærkt tilbage. Herefter fulgtes holdene ad, og føringen bølgede frem og tilbage, inden de kunne gå til pause med stillingen 16-16.
Efter pausen blev kampen ikke mindre spændende. Holdene fulgtes tæt helt til slutfløjtet. Peter Johannesson stod for en vigtig redning i de sidste 10 sekunder, hvorefter Frederik Tilsted blev tildelt et straffekast, mens tiden løb ud. Tobias Grøndahl udnyttede straffekastet efter slutfløjt og sikrede dermed GOG sejren i årets sidste kamp.
Kampens topscorer blev Frederik Tilsted med 10 mål, mens Tobias Grøndahl fulgte efter med 9 mål.
En stor tak for opbakningen i Holstebro og bag skærmene. Glædelig jul og godt nytår – vi ses i 2025 i Arena Svendborg! Husk, at du allerede nu kan sikre dig et halvårssæsonkort til alle forårets kampe her.