Tilbage til oversigt

GOG og Skjern delte i drama

GOG Arena var fyldt og forventningerne store til et intenst brag af en slutspilskamp. Da de 60 minutter var spillet stod der 23-23 på tavlen, og publikum havde været vidne til et drama uden lige. Det var ikke poleret håndboldspil, men der var fight, hårde tacklinger og spænding til det sidste.

 

GOG kom fremragende fra start, og Skjern havde enormt svært ved at score. Men godt spil af vestjydernes højre fløj, Thomas Bruun, og mange underlige udvisninger gjorde, at Skjern pludselig havde momentum. GOG hang efter med et par mål hele første halvleg, men slap aldrig grebet helt. En halvleg der var kendetegnet ved to fremragende og meget fysiske forsvar, der gjorde livet surt for modstandernes angreb. Også både Tim Winkler i Skjern-målet, og Kevin Møller i GOG-målet viste stor klasse i første halvleg. De gule drenge gik til pause bagud med 10-9, men havde egentlig en god fornemmelse af, at de var godt med i kampen. Lidt for mange tekniske fejl, udvisninger og brændte chancer betød, at det var GOG der var bagud.

 

Anden halvleg blev mindst ligeså spændende og intens om første. Skiftende føringer og hårdt fysisk forsvarsspil kendetegnede en halvleg, som skulle ende i et kæmpe drama. I slutfasen var Skjerns venstre fløj, Morten Balling, ekstrem skarp med tre fuldtræffere, hvor den sidste bragte vestjyderne foran med to med ca. to minutter tilbage. En udvisning til Skjerns Thomas Klitgaard gjorde, at GOG spillede de sidste to minutter i overtal, hvor Tobias Møller først sikkert reducerede til 23-22. Skjern spillede herefter et meget langt angreb, der endte med et skud i paraden. De gule fik bolden og havde 30 sekunder til at sætte et afgørende angreb ind. Trænerne forlangte timeout for at få de sidste ting på plads, og det viste sig at være klogt. Minik Dahl Høegh steg til vejrs, og med fem sekunder igen bragede han bolden i nettet til kampens resultat. Skjern nåede kun et skud fra midten, som aldrig blev farligt, og derfor endte det med en meget fair pointdeling.

 

Der blev fightet over hele linjen for hjemmeholdet, men én spiller skilte sig alligevel ud. Kenneth Dahl kom ind i anden halvleg, spillede fremragende og blev holdets topscorer med fem mål.

 

GOG Arena var flyvende, og det ene point blev fejret som en sejr. Hele hallen stod op de sidste 25 minutter og skabte en fantastisk stemning. Det tegner godt for den sidste hjemmekamp i puljen mod Århus d. 21. april.

 

Næste kamp er på torsdag på udebane mod Tvis Holstebro. GOG kan med en sejr sikre sig en semifinaleplads. Et uafgjort resultat gør, at GOG selv kan afgøre det hjemme mod Århus, men et nederlag betyder, at GOG selv skal vinde over Århus, mens Tvis skal tage point fra Skjern i Skjern.