GOG-legende gået bort
Det er med stor sorg, at vi har modtaget nyheden om, at GOGs tidligere træner Carsten Albrektsen er gået bort i en alder af 63 år.
Carsten har haft stor betydning for GOG og har en stor andel i flere succesrige sæsoner på Sydfyn. Fra 1999 til 2004 var Albrektsen assistenttræner for GOGs herrehold. Fra 2004 til 2007 var han cheftræner. I den periode blev det blandt andet til tre danske mesterskaber og tre pokaltitler. En enkelt sæson var han også træner for GOGs kvindehold og stod i spidsen for håndboldlinjen på Oure Efterskole.
Carsten Albrektsen betegnes som en legende i GOG. Han spillede en stor rolle i klubben og var også med til at udvikle en perlerække af store profiler i dansk håndbold. En fantastisk person, som stadig havde sin gang i GOG, og som vi desværre må sige alt for tidligt farvel til.
Vores tanker går til Lone, Mathias, Camille og resten af familien.
Æret være Carstens minde.
På Carstens Facebookside står følgende skrevet:
“Det er med uendelig stor sorg, at vi må meddele, at Carsten, vores elskede far og ægtemand, fredag den 8. marts forlod os og denne verden. Bisættelsen finder sted fredag den 15 marts kl. 13.00 fra Mariehøj Kirke i Silkeborg. Lone, Mathias & Camille”.