Tilbage til oversigt
Talent

GOG klar til afgang til Final4 i ungdommens Champions League

GOG’s unge U18-spillere står foran en af sæsonens største oplevelser, når holdet denne weekend deltager i Final4-stævnet i EHF Youth Club Trophy – ungdommens svar på Champions League. Turneringen spilles i tyske Dormagen og Køln – og samler nogle af de mest talentfulde ungdomshold i Europa. 

Efter to flotte sejre i Potsdam uden for Berlin i april, hvor GOG besejrede SC Magdeburg og Füchse Berlin, kvalificerede holdet sig som ét af fire Final4-hold til weekendens store finalestævne. FC Barcelona, Veszprém og HC Eurofarm Pelister er de øvrige deltagere i det prestigefyldte Final4, som afvikles samtidig med Champions League-finalerne for seniorerne. 

“Vi glæder os helt vildt. Det er en fantastisk mulighed for vores unge spillere – både sportsligt og menneskeligt,” siger Mikkel Voigt, der er talent-og sportschef i GOG. 

Han kalder stævnet en platform, hvor GOG både kan måle sig mod de bedste og vise klubbens stærke profil inden for talentudvikling frem for hele Europa. Samtidig lægger han vægt på, at det europæiske håndboldforbund har gjort meget ud af weekenden og skabt et professionelt setup, der matcher seniorernes Final4. 

“Det kan blive en inspirerende weekend for vores unge drenge. Vi har 16 GOG-spillere med og har fået gode pladser i hallen i Køln til Final4 for profferne. Det er en stor håndboldoplevelse, og jeg håber, de unge GOG-spillere kommer hjem med sult og inspiration,” siger Mikkel Voigt. 

En scene for GOG som brand 

GOG er den eneste danske klub i turneringen og deltager som en anerkendelse af klubbens kontinuerlige arbejde med talentudvikling. Kombinationen af Oure og GOG skaber en talentbase, der nu kan måle sig med de største i Europa.

“Vi er stolte over at være blandt de sidste fire. Det giver vigtig international erfaring til både spillere og trænere. Og så er det da stærk branding af klubben og den gule trøje, at vi kan vise, at vi er blandt de bedste i Europa, når det kommer til at udvikle unge spillere,” siger Mikkel Voigt, der oplever, at mange i udlandet kender GOG og genkender den gule trøje. 

Den gule trøje skal tidligt over hovedet lørdag morgen, da GOG spiller semifinale allerede kl. 9 mod Pelister fra Nordmakedonien. Og der er en mulighed for at nå guldkampen, vurderer talentchefen. 

”Jeg tror på, at vi har en chance for at spille os i finalen, hvis vi spiller det bedste, vi kan.” 

Finalen spilles søndag formiddag i LANXESS Arena i Køln – lige der, hvor der senere på dagen spilles Champions League bronzekamp og finale for de professionelle. En kæmpe oplevelse for spillerne, at de selv skal spille kampe i forbindelse med, at Emil Nielsen og andre store stjerner og skal spille. Det bliver stort og lærerigt for de unge, lyder det fra Mikkel Voigt. 

“Vi er ude og blive matchet mod nogle af de stærkeste ungdomshold i Europa. Det er tæt på landskampe og international erfaring. Modstanderne spiller med stor fysik og høj intensitet – det er lige præcis det, vi gerne vil lære af.” 

 

Programmet for semifinalerne: 

Lørdag 14. juni – Dormagen, Tyskland: 

09.00: HC Eurofarm Pelister – GOG 

11.30: FC Barcelona – Veszprém Handball Academy 

 

Programmet for medaljekampe: 

Søndag 15. juni – Dormagen og Køln, Tyskland: 

09.00: bronzefinale i Dormagen 

11.30: finale i LANXESS Arena