Tilbage til oversigt
Liga

VIDEO: GOG indleder CL-eventyr med sejr

Det holdt hårdt, da GOG onsdag aften indledte Champions League-eventyret med et besøg fra det slovenske mesterhold RK Celje. Efter 18-19 ved pausen lykkedes det for Ian Marko Fogs udvalgte at hente to point med en 38-36-sejr.

Lige fra kampens indledning havde GOG problemer med gæsterne, og bortset fra en 1-0-føring, måtte tilskuerne i Odense sidde på kanten af sæderne, mens Celje holdt GOG stangen med en snæver føring, og da de gulblusede endelig kom i front med 17-15, så alting lyst ud.

Sådan ville de slovenske gæster det imidlertid ikke, og på kort tid blev gul glæde vendt til frustrationer, og ved pausen var det lykkedes for gæsterne at bringe sig i front.

Efter pausen var billedet det samme: De to mandskaber skiftedes til at føre med et eller to mål, og først i kampens døende sekunder lykkedes det for GOG at sikre sig sejren, da Morten Olsen scorede på straffekast til 38-36.

GOG topscorer blev Aaron Mensing med 7 mål.

Se eller gense højdepunkterne fra åbningskampen i videoen foroven.