Tilbage til oversigt

GOG i Final 4!

Endelig var det blevet tid til den længe ventede pokalkvartfinale i årets Santander Cup. Spillerne havde igennem længere tid set frem til opgøret, som var noget helt specielt i og med, at det var en ægte knald eller fald kamp. Når du ikke præsterer i den slags kampe, så ryger du ud, og det havde hele truppen fokuseret meget på inden kampstart. Aftenens modstander fra BSV havde inden kampen startet sæsonen stærkt. I ligaen lå de længe alene i front, men på det seneste var der kommet en smule slinger i valsen med et par dumme udebanenederlag. GOG havde fokuseret meget på det offensive forsvar som BSV er kendt for, og nøglen lå uden tvivl i at kunne dyrke den defensive dør op.

 

For første gang i sæsonen var der meldt fuldt hus i GOG Arena. Tilskuerne er og vil altid være en afgørende medspiller for GOG, så derfor var det fantastisk, at så mange havde valgt netop denne vigtige kamp til at give deres fulde støtte til drengene.

 

Første halvleg startede i et højt tempo med to lige hold. Der var ikke nogle af mandskaberne, som kunne slå et hul før omkring 10 minutter mærket, hvor BSV pludselig førte 4-7. GOG kæmpede sig dog godt tilbage igen og kunne efter to mål i undertal udligne igen til 7-7. Efter det lille comeback kom GOG igen en smule i modvind, og BSV kunne endnu engang gå i front med tre. Føringen kom grundet store præstationer fra Søren Rasmussen i målet, som ved flere lejligheder pillede åbne chancer fra GOG-spillerne. Igen kæmpede GOG sig dog tilbage efter stor fight. BSV havde en lille overhånd i slutningen af halvlegen også, men det blev dog udlignet de sidste par minutter, hvorefter GOG og BSV kunne gå til pause helt lige 13-13. Den sidste scoring blev sat ind af en stærkt spillende Andreas Holst, som igen i dag havde taget skudarmen med. Ud over scoringen blev BSV ligeledes ramt af en to minutters udvisning, hvilket betød at GOG startede anden halvleg med en enkelt mand i overtal.

 

Anden halvleg startede med et lille overtag til GOG. Efter et par minutter viste tavlen 17-15 efter et par hurtige mål, men det varede desværre ikke ved. BSV slog lynhurtigt tilbage og kunne kort tid efter bringe sig foran med 17-18 efter tre hurtige mål. Der var ingen tvivl om, at det var to meget lige hold, som kæmpede i denne første kvartfinale i årets Santander Cup og efter 13 minutter var stillingen 18-18, og udfaldet af kampen var umulig at spå om. Parløbet fortsatte de følgende minutter, hvor de to hold skiftevis scorede, og målene haglede ind i begge ender, og den yderst spændende kamp blev bare mere og mere underholdende. Efter godt 21 minutter var GOG foran med 25-24, og man fornemmede et lille overtag, men intet var sikkert. GOG havde i anden halvleg været langt mere i dirigentens rolle, men alle var klar over den rutine, som BSV var i besiddelse af. BSV kom desværre lidt som frygtet tilbage og gyserafslutningen var en kendsgerning. GOG var med 50 sekunder tilbage på bolden og kunne med en mand i overtal afgøre det hele selv, men ak, ak, ak. Bolden bliver smidt væk og i stedet for stod BSV pludselig med alle mulighederne for at afgøre det hele. De første 60 minutter endte dog uden vinder, da BSV ikke formåede at score i det sidste angreb. Den højintense affære skulle dermed ud i to gange fem minutters forlænget spilletid.

 

GOG kommer foran med 27-25 efter 2 min og virkede generelt langt mere friske end BSV i den første halvleg af den forlængede. Holdet vandt de første fem med 3-0 og kunne gå ud til de sidste fem med en stor fordel. GOG blev dog også ramt af 2 to-minutters i slutningen og måtte således starte med to mand i undertal.

BSV kommer igen i løbet af de sidste fem minutter, men det er for sent. GOG holdte tungen lige i munden og det ender derfor med en fortjent sejr på 30-28 efter et mål i de sidste sekunder fra Henrik Jakobsen. Huha, sikke en kamp!!

 

Hvis i ikke har fået nok GOG-BSV, så har vi ganske gode nyheder til jer alle sammen. Allerede på søndag er det revanchetid, når truppen drager til Jysk Arena i Silkeborg. Her skal holdet igen spille mod BSV, og det bliver uden tvivl endnu en spændende kamp for GOG. 

 

MÅL:

Andreas Holst: 7

Aku Kreutzmann: 6

Minik Dahl Høegh: 5

Tobias Møller: 3

Lars Hald: 3

Lasse Kronborg: 2

Kasper Kildelund: 2

Lasse Møller: 1

Henrik Jakobsen: 1