GOG HENTER PLAYMAKER I BUNDESLIGAEN
GOG HENTER PLAYMAKER I BUNDESLIGAEN
De sidste brikker til et stærkt GOG-mandskab – også i næste sæson – er ved at falde på plads. Klubben kan nu præsentere endnu en stærk spiller til holdkortet efter sommerferien.
Når Gøran Søgard Johannessen skifter til SG Flensburg-Handewitt til sommer, bliver han afløst af den svenske playmaker Josef Pujol, der lige nu spiller for Gummersbach i bundesligaen i Tyskland.
”Jeg valgte at skrive kontrakt med GOG, fordi det er en klub med ambitioner om at være med i toppen af ligaen og kæmpe om medaljer. Samtidig har jeg fået et godt indtryk af Nicolej Krickau som træner, og jeg tror på, at jeg kan udvikle mig og få succes – både personligt, men også med klubben,” fortæller 26-årige Josef Pujol, hvis kontrakt udløber til sommer, hvor så den nye med GOG begynder.
TILGANG AF EN KLASSISK PLAYMAKER
”Vi er rigtig glade for at få tilknyttet Josef Pujol til vores trup. En spiller, jeg har fulgt de sidste 4-5 år. Det er ingen hemmelighed, at vi på denne position har været ekstremt grundige i vores rekrutteringsproces. Dels fordi playmakerpositionen jo altid er afgørende, men også fordi vi har skullet finde det rigtige match til vores nye stregspilsteam,” siger GOGs cheftræner Nicolej Krickau.
Josef Pujol har i en lang årrække spillet for den svenske klub Hammarby. I 2016 skiftede Pujol så til norsk håndbold i Elverum, hvor det blev til Champions League-kampe og et norsk mesterskab. En sæson blev det til i Norge, før bundesligaen i Tyskland kaldte på den svenske playmaker, der siden i sommer har spillet for Gummersbach.
”Vi får en klassisk playmaker, som jo desværre er en uddøende race. Så vi er rigtig godt tilfredse med, at vi får én af de få, som i høj grad kan være med til at lede spillet og få sat vores dygtige individualister i scene. Derudover har vi fået en spiller, som har god speed og et godt stående skud. Sidst men ikke mindst har Josef også masser af erfaring med de internationale kampe, som vi satser på at få masser af i GOG. Vi er rigtig glade for signingen og tror, han vil passe perfekt ind,” lyder det fra Nicolej Krickau.
ET HOLD TIL AMBITIONER OM AT VÆRE MED I TOP 4
”Vi er rigtig glade for at have sikret os den playmaker, vi har ledt efter, så vi også næste år har holdet til ambitionerne om at være med i top 4 i Danmark. Det er lykkedes nu. En spiller med erfaring, men samtidig med et potentiale til at udvikle sig endnu mere. Med den her underskrift er vi ved at have det hold, vi ønsker os for den kommende sæson,” siger GOGs direktør Kasper Jørgensen.
Josef Pujol var også en del af det talentfulde svenske U-21 landshold, der vandt VM-guld i 2013. A-landskampe for Sverige er det også blevet til, og med skiftet til GOG håber Pujol på mere succes i gult og blåt, men allermest i gult og rødt