GOG forsvarer førstepladsen
Det var en af de første helt store styrkeprøver GOG’erne var på, da de her til aften gæstede smilets by. Begge hold havde lagt ud som lyn og torden, og fået 4 point i deres to første kampe. Man kunne derfor fristes til at kalde det sæsonens første topopgør.
GOG kom forrygende fra start, og allerede efter 10 minutter havde Erik Veje forlangt timeout to gange. Her var stillingen 8-3 til de gule, og i den periode fungerede det hele. Et velfungerende forsvar foran en forrygende Kevin Møller, en skarp kontrafase og et super effektivt angrebsspil sat op af Kenneth Dahl.
Det flotte spil fortsatte halvlegen ud, og det var en flok sydfynboer, der kunne gå til pause foran med 17-11. Aku og Lars Hald var iøjnefaldende, men det var over hele linjen at folk bød ind.
I anden halvleg kom Århus blæsende fra start, og efter 10 minutter var forspringet skrumpet ind til tre mål. Man kunne frygte at et relativt ungt oprykkerhold i sådan en kulisse, mod sådan et tryk, ville falde lidt ud af kampen, men drengene viste forrygende moral og genskabte forspringet relativt hurtigt.
Det var to hold der spillede hurtigt, og der var rigtigt mange afslutninger. Århus fik lidt bedre gang i deres angrebsspil, men hver gang at man fornemmede de kom lidt tættere på, så trak GOG’drengene fra igen. Med 8 minutter tilbage var GOG foran med 4 og fik straffe, som Tobias Møller scorede sikkert på, og herfra var der reelt ikke tvivl om udfaldet. ”Den gule hær” fik en fantastisk sejr i en svær kulisse i Århus, og med 6 point i 3 kampe har holdet fået en drømmestart i håndboldligaen.
I dag kan der ikke fremhæves nogen specielt, for alle var fremragende. Dog skal det siges at Morten Bjørnshauge spillede en af sine bedste kampe i den gule trøje.
Nu holder holdet fortjent weekend, og så starter træningen mandag frem mod en spændende hjemmekamp mod SønderjyskE, der her til aften pulveriserede Mors Thy med 32-18.
GOG’s flotte resultater er ikke gået ubemærket hen. Læs nyheder fra flere af de landsdækkende medier herunder.
Foto: Knud Fl. Larsen
http://www.fyens.dk/article/2366006:Sport–GOG-sejr–Pokalvinderne-blev-knust
http://ekstrabladet.dk/sport/haandbold/article2096416.ece
http://sejren.dk/index.php/ligaen-for-herrer/3375-gog-lob-fra-aarhus
http://sejren.dk/index.php/ligaen-for-herrer/3373-kirkelokke-nyder-tilliden
http://jyllands-posten.dk/sport/handbold/ECE5952841/gog-tilbage-med-et-brag/
http://sporten.tv2.dk/2013-09-13-gog-bliver-ved-f%C3%A5r-ogs%C3%A5-ram-p%C3%A5-pokalvinderne
http://www.bt.dk/haandbold/gogs-oprykkere-tog-tredje-sejr-i-traek
http://www.dr.dk/Sporten/Haandbold/Liga_maend/2013/09/13/0913212501.htm
http://www.tv2fyn.dk/article/425582:GOG-bliver-ved–Faar-ogsaa-ram-paa-pokalvinderne