Tilbage til oversigt
Liga

GOG flytter storkamp mod FC Barcelona

Når GOG tager imod selveste FC Barcelona i Champions League på hjemmebane den 14. februar 2024, så bliver det ikke på den sædvanlige hjemmebane i Jyske Bank Arena i Odense. Kampen er flyttet over på den anden side af Lillebælt, hvor GOG har lånt Sydbank Arena i Kolding.

”På den dato har det ikke været muligt for os at finde en passende hal på Fyn, som var ledig. Derfor har vi været nødt til at se på nye muligheder. Jeg er utrolig glad for, at det kunne lade sig gøre i samarbejde med vores gode klub-kolleger i KIF Kolding,” udtaler GOG-direktør Kasper Jørgensen.

I Kolding er de helt klar på stille halvgul til rådighed for ærkerivalerne fra Sydfyn.

”Det handler jo om at få skabt en fantastisk håndboldoplevelse til de mange fans, der ønsker at se et af verdens bedste hold i Danmark. Og i KIF Kolding vil vi meget gerne være en god medspiller i samarbejdet med andre klubber,” siger KIF-direktør Christian Hjermind.

Billetsalget begynder på mandag, og Sydbank Arena i Kolding kan huse små 5000 tilskuere, og Kasper Jørgensen satser på fulde huse, når selveste FC Barcelona med de mange verdensstjerner kommer på besøg i Danmark.

”Det er vigtigt for os at have nogle rammer til kampen, så vi kan sikre, at vores fans får en fantastisk håndboldoplevelse. Og jeg er sikker på, at vi kan skabe en fantastisk og gul stemning – også i Kolding, så vi kan byde Barcelona op til dans på banen.”

GOG ligger lige nu på en 5. plads i Champions League gruppe B med ti point efter ti kampe.